Halloween (1978)

    En morder er på fri fod efter at være flygtet fra en sindssygeanstalt og terroriserer nu det lokalmiljø, hvor han i sin tid slog sin søster ihjel.


    STILRENT FORMSTUDIE

    + PLUS: æstetik | fotografering | scenografi
    -MINUS: musik | gentagelser | forudsigelighed | spil

     

    Sammenhængende film:

    Halloween (1987)

    Halloween II (1981)

    Halloween III (1982)

    Halloween 4 (1988)

     

    Den første (blandt rigtig mange) Halloween-gysere har John Carpenter selv ved roret (og bag synthesizeren), og den ægte Halloween-vare serveres således med varemærke-skævhed og solidt funderet æstetisk velovervejethed. 

     

    Fred og idyl - og dog...

    I den lille by Haddonfield ånder alt fred og idyl: Med fokus på børnene og de unge får vi dog snart en god kop malurt hældt ind i idyllen. For den angivelig meget afsporede Michael Myers er nemlig undsluppet sin sindssygeanstalt og er nu trukket i sin arbejds-overall med tilhørende æggefarvet ansigtsmaske. Sigtekorn: Unge kvinder (og mænd), og helst med en stor og nasty køkkenkniv. Snart er idyl forståeligt nok erstattet af kaos, og Myers' gamle psykiater dr. Loomis kan kun se ængstelig til fra sidelinjen, mens han forsøger at lokalisere patienten.

     

    Widescreen-æstetik

    "Halloween" lukrerer i høj grad på sin WIDESCREEN-æstetik. Det brede format bliver platformen i en gyser, der først og fremmest er et stilrent formstudie. Ingen begivenheder kommer som overraskelser, og gysene er langt mere håndgribelige end krybende uhyggelige, netop fordi John Carpenters forehavende er at få så meget genretypisk saft malket ud af produktionen som overhovedet muligt.

     

    Trygt og hyggeligt

    Så på underlig vis bliver filmoplevelsen tryg og hyggelig midt i Michael Myers' ansigtsløst prustende missioner. Masser af elegant valgte kameravinkler slår en tyk streg under Carpenters veludviklede blik for både æstetik og virkning, og så betyder det mindre, at chokeffekterne stort set udebliver.

     

    Stemningsmusik

    Carpenters egen underlægningsmusik er en billed- og stemningsstjæler af de større. Man skal være mere end almindelig inkarneret fan af de minimalistisk-repeterende teamer (hvoraf hovedtemaet gentages stort set uafbrudt og uden ret mange pauser) - og så i øvrigt kunne acceptere, at musikken rent faktisk overtager styringen med hele filmoplevelsen. Ærgerligt for gysenes virkning, hvor stort set kun morderens tunge åndedrag bruges som reallyds-virkemiddel. Spillet er på det jævne. Bedst er Donald Pleasence som dr. Loomis.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1978, USA, Gyser, Thriller, Seriemordere, 91 min.

    Dansk titel: Maskernes nat
    Instr: John Carpenter Prod: Debra Hill Manus: John Carpenter, Debra Hill Foto: Dean Cundey Klip: Charles Bornestein; Tommy Lee Wallace Mus: John Carpenter
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation