Halloween (1978)

Sammenhængende film:

Halloween (1978)

Halloween II (1981)

Halloween III (1982)

Halloween 4 (1988)

Halloween 5 (1989)

Halloween 6 (1995)

Halloween H20: 20 Years Later (1998)

Halloween: Resurrection (2002)

Halloween (2007)

Halloween II (2009)

Halloween (2018)

Halloween Kills (2021)

Halloween Ends (2022)

Den første (blandt virkelig mange) "Halloween"-gysere har John Carpenter selv ved roret (og bag synthesizeren), og den ægte vare serveres således med varemærkeskævhed og solidt funderet æstetisk velovervejethed. 

Fred og idyl – og dog...

I den lille by Haddonfield ånder alt fred og idyl: Med fokus på børnene og de unge får vi dog snart en god kop malurt hældt ind i idyllen: For den angiveligt meget afsporede Michael Myers er nemlig undsluppet sin sindssygeanstalt og er nu trukket i sin arbejdsoverall med tilhørende æggefarvet ansigtsmaske.

Sigtekorn: Unge mennesker

Sigtekorn: Unge kvinder (og mænd), og helst med en stor og nasty køkkenkniv. Snart er idyl forståeligt nok erstattet med kaos, og Myers' gamle psykiater dr. Loomis (Donald Pleasence) kan kun se ængsteligt til fra sidelinjen, mens han forsøger at lokalisere patienten.

Widescreenæstetik

"Halloween" lukrerer i høj grad på sin widescreenæstetik. Det brede format bliver platformen i en gyser, der først og fremmest er et stilrent formstudie. Ingen begivenheder kommer som overraskelser, og gysene er langt mere håndgribelige end krybende uhyggelige, netop fordi John Carpenters forehavende er at få så meget genretypisk saft malket ud af produktionen som overhovedet muligt.

Trygt og (u)hyggeligt

Så på underlig vis bliver filmoplevelsen tryg og hyggelig midt i Michael Myers' ansigtsløst prustende missioner. Masser af elegant valgte kameravinkler slår en tyk streg under Carpenter og fotograf Dean Cundeys veludviklede blik for både æstetik og virkning, og så betyder det mindre, at chokeffekterne stort set udebliver.

Stemningsmusik

Carpenters egen underlægningsmusik er en billed- og stemningsstjæler af de større. Du skal være mere end almindelig inkarneret fan af de minimalistisk repeterende temaer (hvoraf hovedtemaet gentages stort set uafbrudt og uden ret mange pauser) – og så i øvrigt kunne acceptere, at musikken rent faktisk overtager styringen med hele filmoplevelsen.

Ærgerligt...

Ærgerligt for gysenes virkning, hvor stort set kun morderens tunge åndedrag bruges som reallydsvirkemiddel. Skuespillet er på det jævne. Bedst er Donald Pleasence som dr. Loomis.