Smilla's Sense of Snow (1997)

Hvor det episke drama Jerusalem (1996) endnu engang beviste, at Bille August i sine nordisk producerede film har en veludviklet sans for filmkunstens muligheder, er "Smilla’s Sense of Snow" en helt anden filmoplevelse. Der er alt for meget Hollywood over filmen: Ja, den er faktisk ligegyldig og konturløs.

En handlekraftig kvinde
Den billedskønne britiske skuespiller Julia Ormond har ikke mange grønlandske træk over sig, men Bille August valgte alligevel at bruge hende i rollen som Smilla. Smilla er en meget handlekraftig, modig og stålsat kvinde, der med smarte replikker og en række finurlige kneb forstår at udspille selv de mest indflydelsesrige mænd. Men en dag finder hun sin 6-årige ven Esajas død. Han er faldet ned fra taget og er sandsynligvis død af faldet.
 

Skræmt og stresset

Men Smilla kan ikke få det til at hænge sammen: Esajas led nemlig af højdeskræk, og ud fra sine udvidede kendskaber til sne, kan Smilla læse i drengens fodspor på taget, at han må være blevet skræmt og stresset.

Et spor følges
Nu sætter hun alle sejl ind for at opklare sagen. Da hun hos politiet bliver mødt af affejende attituder, vælger hun at tage sagen i egen hånd. Med hjælp fra sin nabo, den venlige og varme fyr "Mekanikeren" (Gabriel Byrne), lykkes det Smilla at følge sporet tilbage til en ekspedition i Grønland i 1966, hvorunder blandt andre Esajas' far omkom. Men det kan blive farligt for hende, for der er visse oplysninger, som de store bagmænd i selskabet "Greenland Mining" ikke ønsker kommer ud i offentligheden...

Hollywood’sk masseproduceret
Skuespillet er generelt filmens stærkeste kort og er med til at holde værket nogenlunde i gang. Fortællestilen er til gengæld alt for genkendelig og læner sig op ad det Hollywood'sk masseproducerede.

Forudsigeligt og utroværdigt

Bille August har helt tydeligt villet skabe en både nervepirrende og spændings-eskalerende thriller, men resultatet er alt for forudsigeligt og utroværdigt. Vi har set det hele før, ofte blot bedre og mere opfindsomt. Tilskueren indtager en neutral holdning. Det er bare at læne sig tilbage og håbe, der snart vil ske noget.

Ældgamle klichéer
De mange spændingsskabende virkemidler, som Bille August benytter sig af, er ofte ældgamle klichévarianter: Smilla står bag et badeforhæng med sit mordvåben hævet, mens hun kan se en mands skygge nærme sig, Smilla sidder i en transportelevator og venter på at blive afsløret i sit ulovlige ærinde, osv. Der havde så været håbet på, at historien blev krydret med bjergtagende billeder fra Grønland, men de få scener, der er optaget dér, synes heller ikke at sætte skub i noget.

Sjældent spændende
Ledsaget af Harry Gregson-Williams' og Hans Zimmers bim-bam-bum-musik forekommer "Smilla’s Sense of Snow" dramatisk udramatisk. Aldrig overraskende, aldrig original og kun sjældent rigtigt spændende.