Jerusalem (1996)

I Bille Augusts nordiske filmproduktioner kommer det virkelig til udtryk, hvilken dygtig instruktør, han også er. Med Selma Lagerlöf-filmatiseringen "Jerusalem" har han føjet endnu et overbevisende drama til sin filmografi.
 

Autentiske begivenheder

Bille August har baseret sin storfilm på Selma Lagerlöfs kæmpemæssige roman af samme navn, skrevet i årene omkring år 1900. Handlingen bygger på autentiske begivenheder: I 1896 rejste omkring 40 mennesker fra Dalarna i Sverige til Jerusalem for at afvente Kristi genkomst og opnå evig frelse.

Stedbundethed
Filmen balancerer mellem den ensomme bonde Ingmar (Ulf Friberg) og de tilbageblevne bønders inderlige stedbundethed og den troende familie i Jerusalem. Længslen og sorgen bliver større og større, og kærligheden synes uopnåelig – både i Sverige og i Jerusalem.

Stærk kontrastvirkning

Bille August har skabt en stærk kontrast mellem den smukke natur i Dalarna og Jerusalems støvede, tørre ørkenlandskab. De to steder udgør forskellen mellem liv og død. De, der har valgt at blive i Sverige, er måske nok tynget af sorg, men de har trukket det længste strå og det længste liv ved at blive tilbage. Mens de drevne og søgende troende tørrer ind og dør på stribe, ligeledes tynget af sorg.

Stærk splittelse
Ingmar tiltrækkes langsomt af sin kone Barbro (Lena Endre), der har en moderlig forståelse for hans splittelse og indadvendte sindsstemning. Før han har hentet den lokale Gertrud (Maria Bonnevie) tilbage og gjort hende lykkelig, kan Barbro ikke leve normalt.

Stor frustration

Hun kan ikke bære at se sin mand så ulykkelig og frustreret. Da Gertrud i Jerusalem bliver mere og mere vanvittig og i en periode er faretruende syg, beslutter Ingmar sig for at tage ned for at hente hende tilbage til Dalarna.

Med blandede følelser
Han bliver modtaget med blandede følelser. Han kommer jo ikke for at forene sig med de "rettroende", men for at redde nogle af de involverede fra døden. Søsteren sørger for at oversætte Ingmars ønsker for den engelsktalende leder, og det ender med, at Ingmar får lov til at tage Gertrud med sig hjem, måske netop fordi hun er ved at blive vanvittig og ikke ligefrem forbedrer sektens omdømme.

Flot brug af naturen
Bille August bruger den smukke natur flot til at skildre den ulykkelige kærlighed bevægende og nærgående. Jörgen Perssons rolige, harmoniske totalbilleder af naturen er et af filmens stærkeste kort.

Beundringsværdige præstationer

Ulf Friberg spiller flot den fortvivlede, naturelskende Ingmar, og Pernilla August er stærk i rollen som den overbeviste Karin. Sven-Bertil Taube er fremragende som den overbevisende prædikant. Lena Endre spiller kærligt rollen som den udenforstående, der ser og forstår det hele, og i rollen som Gertrud er Maria Bonnevie ganske beundringsværdig. Alle biroller er gode.

Køligt møde med Jerusalem
Efter pausen i biografoplevelsen (filmen varer 168 min.) er det som om, der startes på en helt ny film. Fra at have spist hvert billede råt med øjnene i Dalarna og fulgt den dystre, nedtrykkende udvikling meget opslugt, køler de helt anderledes billeder fra Jerusalem lidt ned.

Jerusalem det svageste punkt

På en eller anden måde føles sekvenserne i Jerusalem mindre overbevisende. Ingmars rejse til Jerusalem er det svageste punkt i filmen. Han vil forsøge at overbevise Gertrud om, at det, hun tror på, ikke eksisterer, og det lykkes også til en vis grad, men det får blot Gertrud til at elske Vorherre endnu mere – og Ingmar endnu mindre.

Proppet film
"Jerusalem" er mindeværdig for sine fine nordiske bondeportrætter, men også i helheden en alt for proppet film, hvor det religiøse tema bliver mere dræbende end egentligt fascinerende.