Historien om Hjortholm (1950)

Dette stereotypiserende, landidylliske drama bringer næppe mange sind i kog, men instruktørtrekløveret Asbjørn Andersen, Poul Bang og Annelise Reenberg har alligevel et godt greb om den klassisk handlekraftige udkantsdanmarkshistorie.

Dette er historien om Hjortholm, som det idylliske gods tager sig ud i naturskøn beliggenhed og med djærve protagonister med begge ben solidt plantet i den jyske muld. Den unge komtesse Fanny Højbro (Anne-Marie Juhl) står til at arve godset, men det hele er ved at blive lidt for spændende, da ejendommen er i økonomiske vanskeligheder.

Da den sleske sagfører Bro (Jørn Jeppesen) tilbyder at købe godset mod at få Fannys hånd, kan det nok være, at sammenholdet på Hjortholm når nye højder. I kamp mod tiden og de pengestærke kræfter skal godset og dets beboere vise, at kærlighed overvinder alt – og heldigvis reddes de alle på målstregen af en rigtig god nyhed.
 

Filmen fik premiere blot måneder efter ASAs første Morten Korch-filmatisering De røde heste (1950). Således svarede Saga Studio igen med en meget Korch-lignende film, blot baseret på en roman af dramatikeren og forfatteren Sophus Bauditz. Det blev dog den eneste Bauditz-filmatisering, selvom "Historien om Hjortholm" blev overvejende positivt modtaget af det idyllisk hungrende biografpublikum. Medinstruktør Annelise Reenberg stod også bag kameraet, og filmen er forrygende flot fotograferet med et godt blik for lys, skygger og skæve vinklinger i velfunderet sort/hvid æstetik.

Skuespillersammensætningen er klassisk med Ellen Gottschalch som den elskelige og hårdt prøvede komtesse Rose. Flankeret af den humørspredende Greve Heinrich i Peter Malbergs varemærkehygge, og Johannes Meyers livstykke af gårdkarlen og hestepasseren Anders.

Jørn Jeppesen er bad guy igen igen, denne gang balanceret slesk (men han havner heldigvis fortjent i gadekæret, efter at hestepasseren har smurt fedt på tøjlerne.) Ib Schønbergs birolle som den udspekulerede proprietær Kielsen er filmens mest nuancerede præstation, og de øjeblikke, han er i handlingen, er decideret magiske. 

Underlægningsmusikken til filmen blev skrevet i parløb mellem Sven Gyldmark og Peter Deutsch, og tonerne er om ikke andet betydeligt mere karakteristiske end genregennemsnittets: Særligt det iørefaldende tema, der går uhyggeligt meget igen gennem hele filmen (ligesom spøgelset på godset, i skikkelse af Signe Grenness.) Pressen var ikke decideret jublende ved premieren i 1950...