After the Storm (2001)

    Under en storm synker en yacht med guld og juveler for millioner ombord, og nu kæmper flere for at komme først til skatten.


    EROTISK LAVSPÆNDING

    Det kan næsten fornemmes, hvordan den gode Ernest Hemingway vender sig i graven, hver gang denne amerikanske tv-film glider over en skærm i halvanden times tid. Erotisk lavspænding i bølgen blå i en historie, der rider på skumsprøjt af klichéer i en vaklende og fantasiløs iscenesættelse.

     

    Kampen om den store rigdom

    Det er historien om den ikke helt stuerene menneskelige natur, der hér for alvor kommer op til overfladen. En historie om, hvad nyheden om glimtende smykker og masser af guld kan gøre ved mennesker – der bliver ingen nåde i kampen om at komme først til den store rigdom.

     

    Slet skjult kysselysten

    Den lokale stud Arno (Benjamin Bratt) og en fransk eventyrer (Armand Assante) er begge på jagt efter guld og smykker – ledsaget af et par handlekraftige og slet skjult kysselystne kvinder, der pisker en stemning op både over og under havets overflade.
     

    Penge i farvandet

    Men når der er store penge i farvandet – bogstaveligt talt – er dikkedik på skibsbriksen det rene vand ved siden af. Men kvinder er som bekendt listige væsner, når det virkelig gælder – og ved synet af en smaragd bruges alle udspekulerede kneb.

    Stereotyper
    Filmen består af én lang række stereotyper i både handling og roller. Væmmelige bagmænd med store knive, eksotiske mænd med kraftige accenter, labre larver i nedringede kjoler, veltrænede adonisser med gennemsigtige badebukser og brysthårene blottet, blodtørstige hajer på rov. Alle er på sin vis skurke i historien, så på den måde er der ingen heltemodig forløsning at hente. I det hele taget en tynd kop tv-havvand.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2001, USA, Thriller, Action, Erotik, Krimi, Skibe på film, Tv-film, 99 min.

    Dansk titel: After the Storm
    Instr: Guy Ferland Prod: Mike Elliott, Kenneth Teaton Manus: A.E. Hotchner Baseret på: historie af Ernest Hemingway Foto: Gregory Middleton Klip: Charles Ireland Mus: Bill Wandel