La face cachée de la lune (2003)

I en herlig blanding af drama og komedie skabte Robert Lepage hér en både skarp og underfundig film, der i 2005 blev Canadas noget utraditionelle indspark som Oscar-nomineret ikke-amerikansk film.
 

Minimalistisk, absurd

Lepages fortællestil er farvestrålende og eksperimenterende i et grænseland mellem det stringent minimalistiske og det absurde. Stilen cementeres fra første scene, og denne følges – som et af filmens mest effektive virkemidler – i skuespillet.
 

Dobbeltrolle

Lepage spiller dobbeltrollen som brødrene Phillippe og André. Phillippe er 40 år og ude af stand til at færdiggøre sin akademiske eksamen udi rumforskningen. Han arbejder til daglig som telefonsælger, men har hele tiden sine tanker andre steder og har meget svært ved at koncentrere sig om andet end sin egen lille teori, som han brænder for at dele med omverdenen.
 

Husk at fodre guldfisken

Brødrenes mor er lige død, og Phillippes kontakt til lillebroren André er ikke den bedst tænkelige. Men da først Phillippe får en invitation fra et rumforskningscenter, kan André blive nødt til at fodre guldfisken...

Uortodokse billeder
Lepage skaber en helt særlig visuel stil, der i sig selv gør filmen betagende. De farvestrålende billeder er kaprende og er komponeret så uortodokst, at de ikke kan andet end henrykke en hærdet tilskuer.
 

Uforudsigelig visuel stil

Overraskelsesmomentet ligger primært i den visuelle stils uforudsigelighed og i Lepages eget gennemførte skuespil. Men det er ikke en film, der er sat i verden for at overraske. Grundlæggende vil Lepage fortælle om kærlighed og skæve eksistenser – og lykkes med det.