Unstoppable (2010)

Ikke uden ligheder med det fortættede og sammenbidte mesterstykke Runaway Train (1985) kaster "Unstoppable" sine tilskuere ud i en halvanden time lang adrenalinrus.

Komprimeret handling
Filmen er effektiv og virkningsfuld i sin komprimerede handling. Her er ikke for mange vift med ørerne eller sidehistorier. Vi fastholdes i det maskuline jernbaneunivers hele vejen igennem, og dét er kærkomment!
 

Godstog på autopilot

En yderst klodset jernbanearbejder har netop sat et enormt godstog på autopilot og har forladt lokomotivet. Men han når aldrig om bord igen, og nu er toget på vej i fuld fart over mark og vang – ad sporene naturligvis – men alligevel utæmmeligt!
 

Ad samme spor

En erfaren jernbanemand og en nyudklækket ditto er på vej ad samme spor – i modsatte retning og med et tilsvarende godstog bag lokomotivet. Kun med nød og næppe når de ind ad et sidespor, før projektilet farer forbi. Herefter beslutter de to at sætte deres lokomotiv i bakgear i et indædt forsøg på at indhente søstertoget og bremse det, før det brager ind i en millionby...

Standardbuket af klichéer
Nu er det jo en Tony Scott-film, så vi slipper ikke helt for et kvalmt musik- og lydtæppe, fikse små tekniske lege med billederne og en standardbuket af klichéer. Men disse Tony-varemærker bliver langt mindre kvælende i en så ekstrem og komprimeret film som "Unstoppable".

Ubøjeligt jern

Dette skyldes langt hen ad vejen, at det ubøjelige jerntema i sig selv stjæler både lyd- og billedesiden så dramatisk effektivt, at alle tilløb til krukkede narrative greb så at sige glider af på sporene.

Kække ordvekslinger
Kække ordvekslinger og småvamle fraskilte-koner-vender-tilbage-med-våde-øjne-islæt slipper vi heller ikke for, men det fylder virkelig ikke meget i den sprængspændte kerne.