Runaway Train (1985)

"Runaway Train" byder på rå og indbydende spænding fra første til sidste minut. Filmen er smukt og stærkt opbygget, skuespillet er fænomenalt, og timingen er perfekt.

Livagtig spænding
At der er grund til at være opslugt i samtlige minutter skyldes ikke mindst Alan Humes præmiesmukke fotografering. Der er næsten ikke anvendt studieoptagelser eller kulisser, så spændingen er meget livagtig. Det er spændende at observere de specielle kameraplaceringer, som kan synes nærved umulige. For eksempel i meget høj fart foran toget i frøperspektiv.

Løbet løbsk
I begyndelsen ligner "Runaway Train" en typisk fængselsfilm, hvor flugten er nøje planlagt, og jagten på fangerne går ind med brask og bram. Men der skiftes genre i det øjeblik, hvor vi erfarer, at toget er løbet løbsk.

En actionthriller

Herefter bliver filmen hovedsagligt en actionthriller, hvor de to fanger er hovedpersonerne ombord på toget. De er længe om at fatte, at der ingen fører er på toget. Først da det kolliderer med en godsvogn, begynder de at undre sig.

Togfløjten lyder

Bedst, som de skal til at undersøge sagen, hører de togfløjten, og de kryber tilbage i deres lokomotiv. Det viser sig, at der er en arbejder med ombord på toget, og – jo – det er en kvinde...

Troværdigt skamferet
Jon Voight er som støbt til den barske hovedrolle som Manny, og hans ansigt er troværdigt skamferet. Han har en række bemærkninger, der er morsomme og barske på samme tid, og det passer godt ind i turbotempoet.
 

Pragtpræstation

Som Voights temmelig naive partner Buck ses Eric Roberts, der også leverer en pragtpræstation. I fængslet var Voight en helt, og det opfatter Buck ham også som under flugten. Slutningen er intens, og det efterlader en bitter smag i munden. Både fordi, det ender lidt sørgeligt, men også fordi spændingen allerede er ovre...