Kærlighed på film (2007)

Hvis man gerne vil se dansk film præsenteret helt, som de gør i det allermest mainstream Hollywood, så er der altid næring at hente hos Ole Bornedal. Hans roste "Kærlighed på film" er ingen undtagelse: Godt nok er plottet skruet ind ad snørklede og mystificerende baner, men historien byder alligevel op til en forudsigelig dans omkring den varme kriminalplotsgrød. Og den uomtvisteligt lækre indpakning med spektakulær fotografering og olieret klipning fortæller fra første scene, at hér har vi en film, der ikke sætter sit lys under en skæppe. Kort og godt, Ole Bornedal i en nøddeskal.

Kernefamilie på prøve
Jonas og Mette bor med deres to børn i en moderne lejlighed uden udsigt (angiveligt i mere end én betydning) i Ørestaden. Det ser ud til, at kernefamilien kører med klatten, men så en dag sker der noget uventet! Jonas og familien bliver vidner til en alvorlig bilulykke, hvor den unge kvinde Julia er tæt på at køre sig selv ihjel.

Trængt op i en krog

Nu har hun hukommelsestab, og da Jonas gerne vil se hende på hospitalet, bliver han straks centrum i en grotesk forveksling. Både Julia og hendes familie tror nemlig, at Jonas er Julias nye kæreste, Sebastian. Trængt op i en krog spiller Jonas med på forvekslingen, men hvad sker der mon så, den dag Sebastian banker på døren?

En forskruet film
"Kærlighed på film" er desværre en forskruet film. Ikke alene er plottet helt ude af proportioner (det hele emmer af fantasiløs fantasifuldhed og bliver i stedet fortærsket.) Også skuespillet er på gyngende grund – hele tiden holdt i ave af den overdramatiske fortællestil, der indbyder til stivhed og akut-parathed til at adlyde nøje instrukser i Bornedals tydeligt (over)iscenesatte verden.

Meget langt fra oprigtigt
Først og fremmest er der meget langt til ægthed og oprigtighed. Bornedal vil snarere fortælle et eventyr, men også her forsvinder genretilnærmelserne i selvsmagningens tåger, og der er langt til dén filmverden, der er tiltænkt at fortrylle og forføre. Som nævnt er Dan Laustsens prisbelønnede fotografering ekstremt tydelig fra første scene. Masser af det spektakulære og overfortællende, der nok er flot, men ikke personligt på nogen måde. I øvrigt er stort set hele filmen fuldstændig overplastret med Joachim Holbeks musik. Selvom tonerne i sig selv er afdæmpede er det svært forstyrrende, at hele handlingen på denne måde stemningsdikteres fra ende til anden.