The Devil's Own (1997)

Veteraninstruktør Alan J. Pakulas "The Devil's Own" er en (evigt?) aktuel og vedkommende politisk film om krisen i Nordirland.

Anderledes spændingsfilm
Det er en lidt anderledes type spændingsfilm, fordi sympatien kommer til at ligge hos "djævelen" – den unge irske oprører Rory Devanry (Brad Pitt). Han er egentlig et ganske sødt individ, men hans planer om at smugle hundredvis af missiler fra USA til Nordirland gør ham samtidig til en af de onde, skønt hævnmotivet dybest set er relevant nok. Men: Krig er djævelens værk!

Myrdet under aftensmaden
Denne unge mand overværer (som barn) i filmens barske anslag, at hans far midt under aftensmaden bliver myrdet af hætteklædte terrorfolk, og han beslutter i sit voksne liv, at han vil hævne sin far. Derfor tager han til USA for at hente en ladning missiler, som han har skaffet gennem skumle kontakter.

Hjerteligt venskab
Han indkvarteres efter aftale hos den irskfødte politibetjent Tom O'Meara (Harrison Ford). Tom har ikke den ringeste idé om, hvilke planer, Rory har, og de to opbygger et hjerteligt venskab, mens Rory gør klar til den store våbentransport.

Træt af kvinder
Toms udtalelse: "Det er rart endelig at have én i huset, der tisser stående," tyder på, at han er lidt træt af de tre kvinder, der omgiver ham til daglig – en kone og to døtre i deres værste alder. Toms og Rorys forhold opnår næsten far/søn-karakter.

Velspillende Pitt
Det betyder uendeligt meget, at Brad Pitt formår at tale troværdigt "irsk". Han spiller stærkt, og overfor ham blegner Harrison Ford og hans velkendte charme og udstråling en anelse.

Rutineret filmhåndværk
Der er tale om rutineret filmhåndværk, og det ses tydeligt i fotograf Gordon Willis' billedsprog, der varieret, men ikke overdrevet eksperimenterende. Personinstruktionen er god – det virker dog som om, Harrison Ford mere eller mindre har instrueret sig selv.

Fuldt ud engageret

Der er en historie bag filmen om, at Brad Pitt i sidste øjeblik ikke ønskede at spille rollen alligevel, men blev nødt til det for ikke at skulle betale en millionerstatning til produktionsselskabet. Så han valgte i stedet at engagere sig fuldstændig i rollen – heldigvis. James Horners musik rummer i glimt Braveheart'ske temaer og varieres med mere genkendelige rytmiske temaer.