Le fabuleux destin d'Amélie Poulain (2001)

    En ung fransk kvinde får en raptus med, at hun vil være god ved alle andre. Og det går der sport i...


    PUSSENUSSERI

    Den franske instruktør Jean-Pierre Jeunets karakteristisk farverige filmuniverser er altid noget ud over det sædvanlige. I hans film hersker en helt særlig ublufærdig lys– og farvesætning, og der er vendt op og ned på perspektiverne, så man må revurdere sine verdenshjørner.

    "Jeg vil gå til et godt formål"
    "Le fabuleux destin d'Amélie Poulain" er historien om den unge Amélie Poulain (Audrey Tautou), hvis tilværelse måske nok er hyggelig, men hun savner lidt action. Derfor finder hun pludselig på, at hun vil lade sig selv "gå til et godt formål". Med andre ord: Hun vil være god ved andre.

    Den anonyme helgen
    Nu starter en sand lavine af gode gerninger, hvis effekt særligt rammer de udstødte eller svage i den franske hverdag. Amélies varemærke er, at hun holder sig i baggrunden som den anonyme helgen, også selvom et af hendes "emner" er en kommende hjertenskær.

    Sært sammenpresset lillepigefjæs
    Den gode Amélie er et studie for sig, og et studie, der fylder hele filmen, så det næsten ikke er til at få luft. Dette sært sammenpressede fjæs af lillepigenaivitet, der evindeligt på det nærmeste vrænger sine følelser ud – skrøbeligt, at det føles som om, det kan gå i stykker hele tiden (så fristende at give et lille prik, så det hele krakelerer).

    Konstrueret system
    Amélies fjæs og væremåde er selvfølgelig hele kernen i filmen, hvorom gode gerninger og spidsfindige følgevirkninger roterer. Hun er med andre ord Solen i Solsystemet – men i dette, filmens konstruerede system, blænder solen alt for meget. Heldigvis støder vi ind imellem på episoder, der ikke pussenusses til døde, og hér kan vi more os lidt over de fine små påhit, som skuespillerne får lov at arbejde med.

    Teknisk gennemført
    Rent teknisk er filmen en udsøgt fornøjelse fra start til slut, pragtfuldt håndarbejde. Yann Tiersens diminutive musik har sine øjeblikke, men er for det meste en stressende faktor af monotone accordeon-akkorder.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2001, Frankrig, Komedie, Romantik, 116 min.

    Dansk titel: Den fabelagtige Amelie fra Montmarte
    Instr: Jean-Pierre Jeunet Prod: Jean-Marc Deschamps, Claudie Ossard Manus: Guillaume Laurant Foto: Bruno Delbonnel Klip: Hervé Schneid Mus: Yann Tiersen
    Priser
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste lyd
    • AAN - Bedste udenlandske film
    • GG-N - Bedste udenlandske film
    • GULDB - Bedste udenlandske film
    • RB - Bedste udenlandske film