Air Force One (1997)

"Air Force One" er en rigtig god gammeldags Hollywood-thriller med et velkendt, totalusandsynligt plot, hvor en mand (i dette tilfælde den amerikanske præsident) og hans lille kernefamilie kommer i store vanskeligheder i en situation, hvor det er umuligt at flygte.

Spændningsmættet tempo
Den glædelige overraskelse består i, at filmens vammelsøde amerikanerpatriotisme træder lidt i baggrunden til fordel for det høje, spændingsmættede tempo. Dette blandt andet takket være en stenhård Harrison Ford-præstation

På vej hjem til staterne
Præsident Jim Marshall (Harrison Ford) har lige holdt en stor, banebrydende tale i Rusland, og herefter træder han direkte om bord i det store præsidentfly "Air Force One" på vej hjem til staterne.

Terrorister i Air Force One
Det såkaldt bedst sikrede fly i verden lever dog ikke op til sit ry, da en hel gruppe terrorister, ledet af væmmelige Egor Kurshunov (Gary Oldman), kaprer flyet med krav om at få løsladt en russisk general fra et russisk fængsel.

Neglebideri i USA
Tilbage i USA sidder alle præsidentens mænd (og en enkelt kvinde, nemlig vicepræsidenten spillet af Glenn Close) og bider negle, mens de forsøger at finde en løsning på det, for nationen – og planeten – svært kaotiske problem.

Tager sagen i egen hånd
Men det er præsidenten selv, der gør hele arbejdet, idet han egenhændigt kaster sig ud i en række heltegerninger om bord på flyet i forsøget på at redde besætningen og hele verden, før det måtte gå grueligt galt.

Indiana Jones i jakkesæt
Her er Harrison Ford i særdeles underholdende øjeblikke tilbage som Indiana Jones iført jakkesæt. Men det er ikke uden tab, at præsidenten leger helt. Godt nok redder han kun med nød og næppe sin kernefamilie, men flere af hans betydningsfulde politikere er undervejs blevet skudt af de onde mænd.

Svært gennemskuelig sarkasme
I rollen som skurk tager Gary Oldman sig pænt ud. Med en stilfuld arrogance og en svært gennemskuelig sarkasme udstråler han ro og kontrol, for så pludselig at bryde ud i kortvarige, oprigtigt skræmmende raserianfald. Præsidentens kone (Wendy Crewson) er en lille smule for sukkersød i sine følelsesudbrud, mens Liesel Matthews spiller flot som præsidentens teenagedatter.

Patriotismen for tyk
Instruktør Wolfgang Petersen er tilbage i dén genre, hvor han gør sig allerbedst – actionthrilleren. "Air Force One" er, ligesom Petersens Clint Eastwood-succes In the Line of Fire (1993), forførende spænding i storslåede tekniske rammer, men patriotismen bliver alligevel ofte for tykt understreget, og det er rent ud sagt ikke til at holde ud, når det står på.

Bastant musik
Jerry Goldsmiths musik hører ikke til blandt hans mest inspirerede, alligevel er temaet herligt bastant. Selvfølgelig underbygges patriotismen også i høj grad af musikken, der er alt for anvendt gennem de lidt over to timers spilletid. Filmen blev Oscarnomineret for bedste klipning og bedste lyd.