In the Line of Fire (1993)

Hårdtslående thriller, der dybest set handler om amerikanernes patriotisme og om deres kærlighed til præsidenten. Nogle mennesker vil gå så vidt, at de i en skudsituation vil springe ind foran præsidenten og selv blive skudt i stedet for.

Patriotisk secret service-agent
En af disse meget patriotiske secret service-folk er den aldrende Frank Horrigan (Clint Eastwood). Han var i sin tid også livvagt for J.F. Kennedy, da denne blev skudt sidst i tresserne.

Potentiel præsidentmorder

Bortset fra, at den fysiske form er blevet en anelse forringet, forstår Frank stadig at beskytte præsidenten, og dét bliver særligt aktuelt, da en meget ihærdig terrorist melder sig på banen som særdeles potentiel præsidentmorder...

Mester i forklædning
Det specielle ved denne morder Mitch Leary (John Malkovich) er, at han i så god tid inden mordet kontakter Frank på en personlig måde og sætter ham ind i koordineringen af mordet. Mitch Leary er god til at narre alt det tekniske sporingsudstyr, og samtidig er han en mester i forklædning, så det er helt udelukket, at Frank skal kunne få fat i ham inden selve dagen for mordet. Godt nok forsøger Frank og hans makker at få skovlen under Mitch, men hver gang løber forbryderen af med sejren.

Uhøjtideligt spil
Clint Eastwood spiller skønt og uhøjtideligt den (potentielt) meget patriotiske rolle. Takket være en lun og livgivende humor lykkes det dog Eastwood helt at komme udenom de vamle situationer.

Ikke sparet på klichéerne

Til gengæld er der ikke sparet på tåbelige klichéer og overdrivelser ved John Malkovich' skurkerolle. Gang på gang foretager han sig de mest usandsynligt koldblodige ting, så selv den dummeste tilskuer ikke kan være i tvivl om, hvor dumt et svin, han er.
 

Rigelig med spænding

Som Franks romance (troværdig trods aldersforskellen) ses en fint afdæmpet Rene Russo. Spænding er der rigeligt af, men der skal ses gennem fingre med den ensidige fremstilling af skurken. I stedet skal man koncentrere sig om Clint Eastwoods herlige spil. Ennio Morricones musik er usædvanligt anonym.