Mani (1947)

Med "Mani" tog teaterinstruktøren Holger Gabrielsen (med assistance fra Jens Henriksen) det store spring ud i filmens verden. Et stort og grundlæggende teatralsk drama, der velsagtens har talt til instruktørens teaterglæde.

Teatralsk tilgang
Selvom "Mani" præsenterer Ib Schønberg i en stor og alvorlig hovedrolle, bliver det desværre kun til en præstation på det jævne. Dette skyldes bestemt ikke manglende talent fra Schønberg, men snarere Gabrielsens lettere forfejlede tilgang til sit manuskriptmateriale.

Rig og udspekuleret ungkarl
Schønberg spiller den rige ungkarl Henrik Verle, der bor i en stor villa med sin husbestyrerinde Mary (Maria Garland). Verle står klar ved fængselsporten, da lægen Erik Menkel bliver løsladt efter seks år bag tremmer. Seks år for en forbrydelse, han ikke har begået.

En ubehagelig hemmelighed
Verle, der på overfladen er både troværdig og jovial, gemmer på en ubehagelig hemmelighed: Han er seriemorder og blandt andet skyldig i dén forbrydelse, som lægen sad inde for. Men alt dette afsløres først ganske sent i den lidt spinkle historie: Undervejs er vi dog godt klar over, at Verle vist ikke er, hvad han udgiver sig for...

Troværdighedsproblem
Filmen har i Schønbergs rollefigur et alvorligt troværdighedsproblem. Der opstår ingen accept af det faktum, at han skulle være morder – dertil er hans væsen i historien ganske enkelt for stuerent.

Langt fra Schønbergs bedste
"Mani" er langt fra Schønbergs bedste alvorlige film, men der er stadig en del interessante stemninger i filmen, der gør den seværdig, og skuespillet er rigtig pænt over hele linjen. Særligt god er Maria Garland som husbestyrerinden Mary. Hans Schreibers anmassende musik ødelægger mere, end den underbygger.