Roma, città aperta (1945)

Roberto Rossellini var i sine skildringer af livet under 2. verdenskrig i Italien en ener. Hans film har karakter af reportage om de helt håndgribelige ting som kulde, sult og fattigdom.
 

En slags dokumentation/dokumentarfilm

I tiden umiddelbart efter Italiens befrielse fremstod Roberto Rossellinis "Roma, città aperta" således som en slags dokumentation på noget af al den gru, som italienerne havde gennemlevet.

Banebrydende autenticitet
Filmen var på mange måder banebrydende: Udelukkende indspillet på gader og stræder, i rigtige lejligheder, osv. Roberto Rossellini valgte bevidst at bruge amatørskuespillere til alle roller, og begge disse faktorer styrker i høj grad filmens troværdighed og autenticitet.
 

Spidses til

Filmen bringer kommunisterne og katolikkerne sammen i kampen mod besættelsesmagten. En farlig leverance af penge overlades til en præst, og begivenhederne spidser til.
 

Genresammenstød

Det kan diskuteres, om Rossellini hér lykkes til fulde i sin mission om at skildre livet under besættelsen. Filmen har en række genresammenstød, som unægteligt kunne være mere elegant eksekveret.

Indblanding af komik

Underlægningsmusikken til slutscenen er det mest bastante eksempel, men også indblanding af komiske replikker undervejs falder lidt ved siden af. Rossellini giver i fortællingen sine personer overmenneskelig styrke, men de dør i en krig, der uden storladne og flatterende omstændigheder er slidt ned til grå hverdag.

Kornet dokumentarisk
Det er ikke en film præget af decideret effektfulde billedkompositioner i Ubalda Aratas fotografering. Belysningen er flad, billederne kornede og mere med karakter af en dokumentarfilm, der ikke har været tid til at kæle for.
 

I torturkammeret

En af filmens mest effektive scener foregår i og omkring et torturkammer Men det er ikke billederne, der er forfærdelige at se på: Gruen ligger alene i det, der foregår i rummet og dén omhyggelighed, som negletænger og en svejseflamme bruges med.