Coco Chanel & Igor Stravinsky (2009)

I denne dobbelt-biografiske film, der primært henter stikkene hjem på sin ro og elegance, fascinerer begæret og den kunstneriske parring som direkte følge af den æstetiske indpakning.

Udstråling og kulisse
Grundlæggende former fortællingen ellers ikke de store omvæltninger. Filmens energi skabes af udstråling, scenografi og historisk autenticitet: Som sådan fascinerende og lærerigt.
 

Nøjagtige historiske gengivelser

I året 1913 træffer den russiske komponist Igor Stravinskij (Mads Mikkelsen) i Paris for første gang modedesigneren Coco Chanel (Anna Mouglalis). Syv år senere er hun stadig så fascineret af hans musik, at hun tilbyder ham og hans familie at flytte ind i en stor villa, som hun alligevel har stående tom.

Begær, der er til at få øje på

Stravinskijs kone er alvorligt syg, og begæret mellem komponisten og modeskaberen er til at få øje på. Inden længe er de langt inde i et intimt forhold, der skaber stor uro i særligt komponistens familieliv.

Fatalistisk udstråling
Både Mads Mikkelsen og Anna Mouglalis har den nødvendige fatalistiske udstråling, der gør parringen af kunstarter og køn troværdig. Samtidig udgør tidsbilledet en møjsommeligt akkurat indramning af begivenhederne, hvor de dygtige kunstneriske virkemidler konstant drager.

Musik i filmens eget univers
Stravinskijs musik er anvendt ofte, for det meste som en del af filmens eget univers, men også ind imellem som underbyggende stemning. Supplerende filmmusik sørger i enkelte "transportscener" for at bryde tavsheden, som der ellers i hovedparten af scenerne gennem filmen nydes godt af.

Indlevelse i stoffet
Mads Mikkelsen imponerer virkelig i både tilegnelsen af sprog (omend han stadig japper, selv når han taler fransk og russisk) og indlevelse i stoffet.

Internationalt format

Her fornemmes det virkelig, at han har internationalt format. Rejsen i tid, filmens poetiske afslutning, synes noget meningsløs og bliver kun et irriterende unødvendigt punktum for en ellers stringent fortalt historie.