Fracture (2007)

Gregory Hoblit iscenesætter hér en meget klassisk hollywoodfilm, der effektivt blender lidt af alt det gode fra kriminal-, thriller- og dramagenren. Men det er i Anthony Hopkins' hovedrollepræstation, at filmen henter sin største udstråling. Hopkins spiller den stenrige Ted Crawford, der netop har slået sin kone ihjel, fordi han har opdaget, at hun har en affære. Med et skud i hovedet på klos hold uden at blinke. Da politiet et øjeblik efter står på adressen, er Ted ikke bleg for at indrømme sin ugerning, og han havner bag tremmer. Men da retssagen skal til at begynde, viser det sig, at Ted er en særdeles udspekuleret rad. Han er nemlig klar over, at uden beviser kan han ikke dømmes. Så det bliver en mere kompliceret sag end ventet for den succesrige unge advokat Willy Beachum (Ryan Gosling). Hvad, der så ud til at være en ekspeditionssag, uvikler sig snart til en aparte katten efter musen-leg.
 

Kramer Morgenthaus fotografering er silkeblød i en perfektionistisk framing med øje for detaljen. Fulgt til dørs af broderparret Jeff og Mychael Dannas stemningsmusik viser "Fracture" dog ingen ønsker om hverken at forny eller forstøve genrefilmens fortællemæssige konformitet. Heri ligger det klassiske udtryk med fuldt blus på hollywooddyderne og guf for den tryghedssøgende tilskuer. Men irritationsfaktorerne er ligeså anmassende og udmunder af samme fortællestils fastlåste mønster. Anthony Hopkins er i en klasse for sig. Der opstår en ganske særlig magi, når han er i billedet, og Ted Crawford-rollen låner lidt af Hannibal Lecter-psykopatien. En enkelt gang hvisler Hopkins karakteristisk mellem læberne, og flere gange blinker han velovervejet kontrolleret med det ene øje ad den unge advokat. Ted er på toppen!

Ryan Gosling yder en pæn mors dreng-præstation, og der er talrige passable, men småkedelige birollepræstationer fra blandt andre David Strathairn, Rosamund Pike og Bob Gunton – alle i urklassisk skrevne juraroller.