Beasts of the Southern Wild (2012)

    En seksårig pige bor med sin far i et lille samfund nær verdens ende. Da hendes far en dag bliver syg, tvinges hun til at klare sig selv i stigende udfordringer.


    KONSTRUKTIONSARBEJDE

    + PLUS: -
    -MINUS: konstrueret | krukket | musik

     

    Skamrost som en af nyere tids største filmiske åbenbaringer; som "fænomenal", "magisk" og "mirakuløs" - det er svært ikke at blive nysgerrig. Men det er nemt at se, at der må være tale om en forblindelse. "Hushpuppy" er, hvad man kan kalde konstruktionsarbejde: Et stærkt konstrueret, opstillet og krukket stykke melodrama.

    Kosmisk samhørighed
    Den seksårige Hushpuppy bor sammen med sin far i et lille, isoleret samfund, kaldet Badekarret. Her er ingen rigdom og overflod, men pigen har alligevel blik for en større kosmisk samhørighed.

    Ud i den store verden
    Og det får hun hårdt brug for, da hun som følge af farens sygdom pludselig står på egne ben. Mens kloden vånder sig i en art præapokalypse med smeltende poler og horder af urokser, drager Hushpuppy ud i den store verden, på jagt efter sin mor. Filmens krukkede stil er tydelig fra første scene: Udstrålingen er på forunderlig vis total udi det villede og konstruerede, og herfra kan det kun tage til i styrke.

    Evigt foret musikfolie
    Hovedparten af de snørklede og børneperspektiveret følelsesladede scener er svøbt i en evigt foret musikfolie, der oven i købet gør det umuligt for tilskueren selv at tænke en tanke i det udfordrende handlingsforløb.

    Drøm og virkelighed
    I en ’kunstnerisk’ håndholdt kameraføring, hvor uskarphed og ’tilfældige’ beskæringer på skift illuderer drøm og virkelighed, føres vi dybere og dybere ind i en endeløs hvirvelvind af kantianske dimensioner: Formålsløs formålsrettethed.

    Han har jo ikke noget tøj på!
    Det formålsrettede er at forføre publikum, anmeldere og juryer helt ind i de afgørende faser af alverdens filmfestivaler. Formålsløsheden kan bedst illustreres med et billede fra H.C. Andersens "Kejserens nye klæder": Han har jo ikke noget tøj på!. Ingen har indtil nu trukket i håndbremsen, og Benh Zeitlins "Hushpuppy" vil givet fortsætte med at forføre verden over - og fred være med det!



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022

    Fakta om filmen

    2012, USA, Mystik, Eventyr, Drama, Fantasi, Børn på film, 93 min.

    Dansk titel: Hushpuppy
    Instr: Benh Zeitlin Prod: Michael Gottwald, Dan Janvey, Josh Penn Manus: Lucy Alibar, Benh Zeitlin Baseret på: skuespil af Luct Alibar Foto: Ben Richardson Klip: Crockett Doob, Affonso Goncalves Mus: Dan Romer, Benh Zeitlin
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Wallis)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste manuskript
    • CAN - FIPRESCI-pris
    • CAN - Golden Camera
    • CAN - Special mention
    • CAN - Prix regards jeune