The Sheltering Sky (1990)

Ikke alle bryder sig om den italienske instruktør Bernardo Bertolucci, der igennem årtier har fabrikeret dyre film med større internationale skuespillere, men af en mere kompleks og lyrisk karakter, hvor det narrative forløb spiller en mindre rolle end den visuelle æstetik og det kunstneriske udtryk.
 

Lyrisk og langsom

De blandede, men overvejende negative anmeldelser, som "The Sheltering Sky" modtog, kan således i mange tilfælde givetvis tilskrives nogle anmelderes problemer med at opleve en film, der ikke har en gennemsnitlig narrativ struktur. Den lyriske og langsommelige fortællestil, der lægger op til tolkning, snarere end underholdning, opleves af mange som kompleks og svær at finde mening i.
 

Fotografiske kvaliteter i særklasse

Opleves Bertoluccis univers fuldt ud som dén overflod af visuelle indtryk og stemninger fra menneskelige følelser, den er, bliver godt to timer i selskab med "The Sheltering Sky" en uforglemmelig film, hvis fotografiske kvaliteter alene er i særklasse.

Ingen indre ro og fordybelse
Historien er baseret på en roman af Paul Bowles. Ægteparret Kit og Port Moresby (Debra Winger og John Malkovich), der til daglig bor i New York, er sammen med vennen George Tunner (Campbell Scott) rejst til Nordafrikas ørkener, hvor de uden videre forudgående planlægning vil fordrive tiden i forsøget på at udvide personlige horisonter og styrke parforholdet.
 

Ingen indre ro og fordybelse

Opholdet giver dog ikke umiddelbart den forventede anledning til indre ro og fordybelse, snarere tværtimod. Rastløsheden og afmagten udi tilværelsen bliver mere markant i de fremmedartede omgivelser. De primitive rejse- og overnatningsforhold afstedkommer nye trusler, bl.a. sygdom.
 

Absurde situationer

Kit og Port bliver – måske netop i kraft af de absurde situationer i det fremmede land – knyttet tættere til hinanden, selvom de rent seksuelt næsten slipper forbindelsen. De nye omgivelser byder på andre kødelige fristelser, og det eksperimenterende liv ligger til begge parter, selvom de ikke taler åbent om det.
 

Identiteter udforskes

Vennen Tunner er med som "det tynde øl", og Kit og Port bruger ham i stor stil bruger som et es, når de skal udfordre hinanden i deres konstante udforskning af identiteter. Kit bruger Tunner som en seksuel appetitvækker og direkte konkurrent til Port, der til gengæld bruger Tunner som bindeled i kritiske situationer. Rejsen rundt i de tørre nordafrikanske landskaber bliver mere og mere ustruktureret og farefuld, og efterhånden som civilisationen forsvinder helt, vokser også truslerne.

Stemning og atmosfære
Bertolucci er ikke misbruger af dialog, og "The Sheltering Sky" er da også meget fattig på tale. Til gengæld ligger hele "dialogen" mere virkningsfuldt i de episke billeder, der skaber så meget stemning og atmosfære, at ord reelt er overflødige.
 

Overvældende naturscenerier

Vittorio Storaros (Il conformista (1970), Apocalypse Now (1979), The Last Emperor (1987)) fotografering er et af filmens stærkeste kort, og de voldsomme billeder af nærmest overvældende naturscenerier bliver et af de vigtigste fortællemæssige virkemidler.
 

Meget højt ambitionsniveau

Fotograferingen af de endeløse ørkenlandskaber er af så høj teknisk kvalitet, at den næsten kan sidestilles med oplevelsen i den episke klassiker Lawrence of Arabia (1962) – det giver et meget godt billede af, hvilket ambitionsniveau Bertolucci og Storaro har, og effekten er stor.
 

Ekspressiv lyssætning

Ved siden af fotograferingen og den oftest stærkt ekspressive lyssætning er skuespillerne Bertoluccis andet væsentlige virkemiddel. Gennem skuespillerne formidles de nævnte stemninger og de menneskelige følelser, der er filmens centrale omdrejningspunkt. Afmagten, ensomheden, rastløsheden og begæret er alle markante stemninger i historien, og særligt Debra Winger og John Malkovich er vigtige brikker.
 

Komplekst kvindeligt omdrejningspunkt

Debra Winger har måske ikke helt formatet til at forme filmens komplekse kvindelige omdrejningspunkt, hvorimod John Malkovich med sin underspillede elegance står meget stærkt i rollen som Port. Campbell Scott spiller overbevisende som vennen Tunner, og Timothy Spall er et klamt svedigt og slibrigt smilehul i birollen som den rejsende Eric Lyle.

En væsentlig stemme
Hele historien er diskret pakket ind i sammenlagt et par minutters voiceover – fra en gammel gubbe, der sidder i baggrunden på udvalgte caféer og observerer Moresbyparrets op- og nedture.
 

Lidt for mange "vise ord"

Bertoluccis brug af voiceover kunne godt have været helt undværet i det samlede kunstneriske udtryk – de "vise ord" bliver lidt for meget af det gode: Den manglende moral og de åbenlyse op- og nedture behøver ikke akkompagnement. Ryuichi Sakamotos iørefaldende og velkomponerede underlægningsmusik er til gengæld en væsentlig stemme i filmens udtryk og en markant medvind til den ekstravagante visuelle æstetik.