Jimmie (2018)

Der er langt fra ægtheden, nærværet og hvilepulsen i Jesper Ganslandts fabelagtige Farväl Falkenberg (2006) og særligt Apan (2009) til hans seneste epos, krigsdramaet "Jimmie", der har instruktørens egen søn Hunter i titelrollen.

Benene på nakken

I "Apan" holdt Ganslandt os i angstens jerngreb, og det fornemmes, at det er lidt af det samme, han ønsker hér med sin moderne krigshistorie: I "Jimmie" er der udbrudt krig i Sverige, og en far (Jesper Ganslandt selv) og hans søn (Hunter Ganslandt) må kæmpe sig vej gennem meget farlige zoner og tage benene på nakken ned gennem Europa.

Krig i børneperspektiv

"Jimmie"s idé med at lade filmen opleve gennem den 4-årige hovedperson er grundlæggende fin. Det distancerer krigen og perspektiverer meningsløsheden markant, når det vel at mærke gøres raffineret og med det helt rette touch.

Svæver over vandene

Desværre bliver det tidligt tydeligt, at Ganslandts forehavende svæver for meget over vandene. Stilen er fra første scene mere æterisk end (krigs)ætsende, og krigens rædsler er allermest dramatiseret gennem æstetiske virkemidler (herunder en allestedsnærværende – og autenticitetskvælende underlægningsmusik, der tager form som en "ildevarslende brummen".)

Fuld fokus på indpakningen

I helheden fremstår "Jimmie" allermest som en række tableauer, der er handlingsmæssigt udviskede og formmæssigt med fuld fokus på indpakningen – som den er forstøbt udi børneperspektivets flygtighed og endnu manglende fortolkningsevne.

Fint far/søn-spil

Den hårrejsende nutidsskandinaviske krig gør i hvert fald ikke noget stort og uudsletteligt indtryk – til gengæld mærkes tydeligt nærværet og ægtheden i samspillet mellem far og søn (der har fordelen af at kende hinanden i det virkelige liv) – filmens mest markante aftryk.