Vi har det jo dejligt (1963)

    En ung forfatter flytter ind i et lille særpræget samfund, der snart trues af en pengestærk mand med en bulldozer.


    HUMORISTISK UBALANCE

    Dette blev den eneste spillefilmsproduktion baseret på en roman af Finn Søeborg. Ganske givet blev det ikke til flere film, fordi det ikke lykkedes manuskriptforfatter Bob Ramsing og instruktør Gabriel Axel at indfange Søeborgs ganske særlige satiriske humor, og hermed gav svære betingelser for mulige efterfølgere.

     

    Ingen gnist

    Der er reelt ikke noget tilbage af Søeborgs elegant absurd-satiriske pen i Axels iscenesættelse. Dialogen slår på ingen måde gnister, og spillet er vagt i et forsøg på at drive humoren ud gennem underspil. Men humor er ikke sådan at drive gæk med, og dét mærkes tydeligt i mødet med "Vi har det jo dejligt".

     

    Forhutlet minilandsbysamfund

    Ebbe Langberg spiller forfatteren Henrik Gustafsen, der flytter ind i et lille forhutlet minilandsbysamfund. Her bor blandt andre en meget distræt opfinder (Ove Sprogøe) med en stor familie, den uduelige tryllekunstner Dinga Mingh (Jørgen Ryg) og den affekterede og dannede Hr. Brink (Svend Bille).

     

    Det gælder om at stå sammen

    Det går alt sammen meget godt, lige indtil Fabrikant Thorsen (Karl Stegger), der er en pengestærk investor med bulldozer, vil jævne hele området med jorden. Nu gælder det om at stå sammen, hvis det ganske særlige lille samfund skal bestå!

     

    Fladmast folkekomedie

    Det smerter at se Søeborgs farvestrålende fantasifuldhed forvandlet til fladmast folkekomedie, men der næres alligevel et vist håb om, at filmen ikke styrter fuldstændig i farcedybet. Det lykkes – næsten. Men helt uden anledning til at trække på smilebåndene, og dét var vist ikke meningen.

     

    En vis elegance

    Enkelte perspektiver i Henning Bendtsens fotografering har en vis elegance, og det er fornøjeligt at se flokken på bogjagt i København anno 1963. Bedst blandt skuespillerne klarer Dirch Passer sig i en helt afdæmpet præstation, der dog ikke har nogen klangbund. Søeborg selv optræder i en mikrobirolle.

     

    Lystspilsskinger

    Musikken er af Ib Glindemann, og den er lystspilsskinger fra første scene. Mange scener med i hvert fald potentiel satirisk magi går fløjten, når tonerne dikterer ethvert optrin til folkeligt komisk potentiale.

     

    Pressen skrev...

    Pressen skrev bl.a.: "Den bløde humorist-mellemvare", "Knap så dejligt", "Det er for sløjt", og Ekstra Bladet skrev: "Pinligt er ordet. Det rykker i én: Hvad skal man da have for at udstille en så massiv talentløshed, som forfatteren Bob Ramsing og instruktøren Gabriel Axel gør med deres filmatisering af Finn Søeborgs småpudsige, men noget anstrengte ”humoristroman”.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026