Hilary and Jackie (1998)

Det uomtvistelige faktum, at denne film er baseret på en virkelig og ganske tragisk skæbne, gør, at den glider lidt lettere ned. Havde handlingen været fiktiv, ville den have været for stor en mundfuld og måske knap så troværdig.

To musikalske søstre
Emily Watson spiller nogenlunde pænt overbevisende hovedrollen som den ufatteligt talentfulde cellist Jacqueline du Pré, der tumler frem og tilbage i tilværelsen med sit besværlige og utilregnelige temperament. Hun kan virke noget så forkrampet, barnagtig og latterlig, at det gør helt ondt i maven.
 

Musikalske nederlag

Jaquelines søster Hilary (Rachel Griffiths) er en dygtig fløjtespiller, men ikke nær så musikalsk virtuos som sin søster. En stribe musikalske nederlag fører til, at hun vælger tilværelsen med mand og børn frem for musikken.

En tragisk sygdom
I kulissen står Jaqueline og ser frustreret til, for hun aner ikke, hvad hun vil med sit liv – vil hun overhovedet spille cello? Så sker det tragiske, at hun får konstateret sklerose, og sygdommen udvikler sig meget hurtigere end normalt.

Omhyggelige karakteristikker
Filmen er meget omhyggelig i sine personkarakteristikker og som sådan en udmærket biografisk indføring. Raffinementet består i, at filmen et godt stykke inde i handlingen deler sig op i to lange kapitler, hvor vi først følger den ene og så den anden søster i det samme tidsrum.

Dynamisk spil
Dramatikken er for det meste fængende og stiger i takt med handlingens udvikling. Emily Watsons dynamiske skue– og cellospil suppleres af et par udmærkede biroller, blandt andre David Morrisseys portræt af svogeren Kiffer. Hilary spilles desværre ikke så stærkt.

Hektisk hvirvlende

Det store drama og den personlige tragedie er noget, de fleste vil kunne sætte sig ind, og har man en særlig interesse for klassisk musik fænger filmen endnu mere. Desværre bliver netop det store drama gradvist kørt for meget op i en hvirvel af hektisk melo-voldtægt, hvor der kunne have været ønsket en bedre jordbinding.