Manden bag døren (2003)

Døren, der aldrig bliver hverken åbnet eller lukket: Jesper W. Nielsens syrligtsøde drama er ambitiøst, men det bliver kun til lidt gennemtræk i bedste fald. Selvom filmen er baseret på virkelige begivenheder, står den ikke stærkt i sin skildring af forholdet mellem den unge Svend (Nikolaj Coster-Waldau) og faren Karl (Per Oscarsson).

Senil far
Svend bor sammen med sin kæreste Lizzie (Iben Hjejle) i et tilsyneladende helt almindeligt og velfungerende parforhold. Svends far braser ind, og vi mærker, at han er mærkelig og vist også temmelig senil. Svend vil imidlertid gerne bevare kontakten til sin far, der er på vej på plejehjem. Moren er flyttet fra faren, fordi hun er bange for ham.

Forsømt kæreste
Imens bliver Lizzie forsømt, og det skal snart vise sig, at Svend er en ualmindeligt jaloux mand, der kræver helt urimelige kontrakter og forklaringer af sin kæreste. Da faren dør, tager Svend ham med på en tur på motorcykel – filmens lille højdepunkt i det sidste kvarter.

Blandet fornøjelse
"Manden bag døren" er visuelt flot og som sådan ganske forførende: Enkelte scener er kunstnerisk imponerende. Skuespillet er til gengæld en blandet fornøjelse. Det er dejligt at opleve Lars Hjortshøj i en alvorlig rolle (med en vis ironi under overfladen), og Per Oscarsson er mageløs som Svends far – også som død...

Vagt spil
Til gengæld savnes den afgørende saft og kraft fra både Coster Waldau og Hjejle – deres spil forbliver ligeså vagt som selve skildringen af deres forhold er det i filmen.