An American Crime (2007)

    En psykisk labil alenemor til syv børn indvilliger for at tjene et par håndøre i at passe to ’ekstra’ piger. Men moderen koger over og bliver vanvittig.


    ET GRUSOMT MISBRUG

    Barske løjer baseret på virkelige begivenheder får altid en ekstra dimension af nerve og troværdighed, uanset for overdrevet filmversionen måtte være.

    Uventet voldeligt
    I Tommy O’Havers filmatisering af en af 60’ernes mest grusomme forbrydelser i USA får man som tilskuer en både afdæmpet og uventet voldelig oplevelse, der bunder i en overordnet sympati for det unge offer men hæfter sig ved morderskens djævelske og vanvittige væsen.
     

    Hårdt brug for penge

    To unge søstre tages lidt tilfældigt i pleje af en alenemor til syv børn. Moderen har hårdt brug for pengene, men det skal snart vise sig, at hendes overfladiske sygdom åbenbart stikker dybere, og snart kaster hun alle sine frustrationer og al sin vrede på den ene af pigerne, som hun mishandler på det groveste gennem længere tid i sin kælder.

    Ingen mistanke
    Filmen er indledningsvis hjertevarm og nede på jorden, og man får ikke blot ud af historien mistanke om, hvad der er i vente. I den sammenhæng kommer alenemoderens totale og kompromisløse vanvid også ganske ud af det blå: og Katherine Keeners skift fra blå til kulsort himmel er overrumplende og ikke helt velfungerende.

    Stik i hjertet
    Men da først filmen for alvor bliver barsk - og det bliver den, så det stikker i hjertet, er der ingen vej tilbage i den absurde mission, der har ét kærligt og uskyldigt offer og efterhånden en hel række medskyldige, der får vækket et hidtil ukendt sadistisk begær, når de ser den mishandlede og fastspændte pige i kælderen.

    Ingen nåde
    Det er filmens styrke, at den håndterer sin knugende ubehagelige kerne uden nåde og næsten viger udenom både partisk narratologi og susende strygermusik. Det er ækelt, og det smerter, og man kan ikke undgå at få en ubehagelig trykken i brystet undervejs, når vanviddet er på sit højeste.
     

    Hård og ubarmhjertig

    Det er ikke nogen stor og uafrystelig film, men den er hård og ubarmhjertig undervejs, så man næsten uden at blinke sluger de forskellige amerikanske fortælletricks, der ellers er godt i gang med at sluge store dele af historien.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2007, USA, Thriller, Drama, Børn på film, Teenagere, 97 min.

    Dansk titel: American Crime
    Instr: Tommy O'Haver Prod: Jocelyn Hayes, Katie Roumel, Christine Vachon, Henry Winterstern Manus: Tommy O´Haver, Irene Turner Foto: Byron Shah Klip: Melissa Kent Mus: Alan Lazar
    Priser
    • GG-N - Bedste tv-skuespillerinde (Keener)