Deadwood [2] (2005)

Sammenhængende i denne serie:
Deadwood [1] (2004)
Deadwood [2] (2005)

Deadwood [3] (2006)

Deadwood: The Movie (2019)


Mere af samme vanedannende veldrejede westerndramatik: 2. sæson af "Deadwood" afviger ikke fra den rolige og kammerspilsprægede fortællestil og ramme, og det er svært at finde ret mange fingernegle at sætte på herlighederne.

 

Der er flere parametre ved serien, der er stærke som armeret jernbeton. Først og fremmest det ikke alene stabile, men også dybt nuancerede og nærved sjæleudkrængende skuespil. Alle vores helte og heltinder, hvad enten de er skurke eller ej, fremstår bundtroværdige i de mange små farver, der opstår ud af indlevelsens spil. En anden vigtig grundpille er det markant karakteristiske look, som kamera- og farvetoningsarbejdet giver serien. Udtrykket er bevidst farvetonet og fremhæver både den svundne tid med alle dens gulnede små og store historier, men giver også mange af billederne en varme, som var begivenhederne oplyst af det store båls luer.

Serien ejer et kameraarbejde præget af stabilitet og nærvær, i fin vekselvirkning mellem nær- og totalbilleder. Aldrig distanceret og altid med noget på hjerte i de enkelte og velkomponerede framings. Til dette rolige visuelle udtryk står lyddesignet, der med sin nærved ultimative tilbagetrækning fra handlingens kerne lader dramaet tale for sig selv i begavet balanceret tonalitet.


Underlægningsmusikken træder også meget i baggrunden og er egentlig kun reelt dramatiserende i udvalgte sekvenser, der gerne ser lidt udefra på et specifikt handlingselement. Det kan være et særligt tema, der i forståelsens tjeneste trænger til gentagelse.


Helt i front og med fænomenal gennemslagskraft står Al Swearengen (Ian McShane) stadig som seriens statuarisk dumme svin, hvorom de fleste af bylingens ofte lyssky affærer drejer. Der er mange præstationer, der igen i anden sæson er særdeles værd at fremhæve – tjek fluebenene på rollelisten til højre.