American Gangster (2007)

    En hårdkogt narkosmugler og en ærlig politibetjent arbejder på hver deres side af loven, men mon de mødes, så ret kan blive ret?


    SAGA MED SLAGSIDE

    Stort anlagt, og i den ubeskårede udgave 3 timer lang, gangsterdrama med erfarne Ridley Scott ved roret: "American Gangster" leverer varen med en reelt rygende intens spændingskurve, men filmen har også slagsider i retning af det overgjorte.

    Korrupt politi
    I 1970’ernes USA hersker total kaos på narkotikafeltet. Politiet er totalkorrupt, og gangsteren Frank Lucas har frie tøjler i sin direkte importvirksomhed. Stofferne flyder med andre ord, og ingen har tilsyneladende tænkt sig at gøre noget.

    Én enkelt ærlig betjent
    Men vent, der er én ærlig betjent tilbage: Richie Roberts. Han er blevet kendt blandt kolleger og banditter for at have leveret en større pengesum i politiets varetægt i stedet for i egen lomme. Det bliver det grinet en del ad i storbyens smøger.

    Regnskabets time
    Richie tager det dog ikke personligt, og ligeså stille og roligt lykkes han faktisk med at optrevle Franks narkovirksomhed, så regnskabets time til sidst må komme, om alt går vel.

    Baseret på virkelige hændelser
    "American Gangster" er baseret på virkelige hændelser og er altså et meget godt billede på, hvor udpræget korruptionen var i de "glade" 70’ere. Det er filmens fortjeneste, at den rent faktisk lykkes med at formidle de brodne kar uden at hoppe i klichépoolen med begge ben samlede.

    Højpotent & forudsigeligt
    Filmen følger de to fløje sideløbende: narkotikagiganten Frank Lucas og den let latterliggjorte men determinerede politimand Richie Roberts. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at de to gutter mødes sent i filmen - hér er spændingskurven ligeså forudsigelig som den en er højpotent.

    Masser af power
    Ridley Scott instruerer med masser af power. Der er ikke sparet på det dyre look: drivende bekostet fotografering, spektakulære klip og nøjagtigt genskabt tidsbillede. Og med Marc Streitenfelds nærved konstant stemningsdikterende musik i baggrunden.

    Tungt & fortærsket
    I denne tunge og i flere sammenhænge også fortærskede fortællestil er det vigtigt med en vis jordbundethed i selve plottet. Og det får vi takket være den virkelige baggrund og en ikke ueffen formidling af rå 70’er-væremåder fra filmens protagonister. Denzel Washington er relativt anonym, mens Russell Crowe har mere appeal i sin håbløst ærlige betjentrolle.

    Store armbevægelser
    Store armbevægelser altså, men det lønner sig at holde filmen igennem, for der kommer først rigtig fut og intensitet over begivenhederne efter en god times spilletid.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2007, USA, Storbritannien, Krimi, Action, 157 min.

    Dansk titel: American Gangster
    Instr: Ridley Scott Prod: Brian Grazer, Ridley Scott Manus: Steven Zaillian Baseret på: artikel af Mark Jacobson Foto: Harris Savides Klip: Pietro Scalia Mus: Marc Streitenfeld
    Priser
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Dee)
    • AAN - Bedste scenografi
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste skuespiller (Washington)
    • GG-N - Bedste instruktør