Mens Porten var lukket (1948)

    I filmen føres vi ind i en ejendom i København, Frederiks Holmsgade 7, og møder flere forskellige repræsentanter for vort samfund.


    BLÆNDENDE FORMIDLET

    Asbjørn Andersens iscenesættelse bidrog her i 1948 med noget sjældent i dansk film: intimt, psykologisk mørkt og samtidig blændende formidlet noir-melodrama renset for det teatralskes suppe og med markante skuespillerpræstationer.

    Forfriskende fornyelse
    Allerede første scene byder op til forfriskende fornyelse. Andersens egen fortællerstemme fører os kort og hemmelighedsfuldt ind i hverdagslivet i daværende Frederiks Holmsgade 7. Det er aften, og kameraet glider tættere og tættere på bygningen, før vi til sidst er midt i portvagt Johansen med frues stue.

    Under tøflen
    Her er Johannes Meyer frygteligt under tøflen på Maria Garland, og han bander fruentimmeret langt væk på den daglige aftenopgave med at lukke opgangens port. Men Johansen er blot to små skæbner i nummer 7, skal det vise sig.

    Med Asbjørns ord..
    I filmens program sættes historien i perspektiv af Asbjørn Andersen med følgende ord: I Filmen føres vi ind i en Ejendom i København, Frederiks Holmsgade 7, og præsenteres for flere forskellige Repræsentanter for vort Samfund, hvis Skæbne paa den ene eller den anden Maade kædes sammen.

    Armod på kvisten
    Vi præsenteres for det forhen store Skuespillertalents Forfald, den smaaborgerlige Tilværelse i Portnerboligen, den letlevende og samvittighedsløse unge Barons Leg med Kærligheden, den gamle Parasits ensomme Tilværelse i Armod og Fattigdom paa Kvisten.

    Svært at finde melodien
    Og Gadens Piges ejendommelige Kamp for Tilværelsen, det unge separerede Par, som af Stædighed forsøger at leve Livet hver for sig uden dog at finde Melodien, alle disse Menneskers Tilværelse, som man kender alt for godt i det daglige Liv, og som tror sig værende sig selv, men som ved ydre Kræfter og andre Menneskers Indgriben kommer i Rampelyset.

    Dagligdags skæbner
    Det er disse dagligdags Menneskers Skæbne, jeg har forsøgt at give et Billede af, og De vil sikkert nikke genkendende til mangt og meget.


    Fint indrammet
    Det er barske løjer - og rå skæbner, der her ridses op. Forfald, fattigdom, prostitution og ensomhed. Og det er disse store følelser, der er så fint indrammet i Andersens iscenesættelse. For selvom filmen umiddelbart kan synes begrænset af sine fastlåste lejlighedskulisser, er dramaet egentlig grænseløst i kraft af den iboende smerte og det forbilledlige skuespil.

    Følt skuespil
    Alle de enkelte skæbner og deres historier er interessante og vækkes til live i det følte skuespil og den stemningsmættede fotografering. Ligesom lydsiden er en vigtig medspiller: behersket, balanceret, oprigtig. Her er stort set ingen underlægningsmusik, og dén musik der opstår i handlingen, træder ind som et vægtigt dramatisk virkemiddel, herunder ikke mindst Tjajkovskij i en meget central scene.

    Betagende parløb
    De fleste af filmens skuespillerpræstationer vokser i betagende parløb: Clara Pontoppidans fallerede teater-primadonna Cora Anker byder sig desperat til hos Ib Schønbergs stoute teaterdirektør, Sven-Otto: Jeg kender ingen, der kan mangle ord mere udtryksfuldt end du, Sven-Otto, siger hun indsmigrende, men uden resultat.

    Store præstationer
    Pontoppidans portræt er hudløst, smertefuldt og komplet sammenvokset i alkoholspøgelsets tåger, og Schønberg står urokkeligt, køligt, statuarisk i en afvisning, det ikke er til at tage fejl af. En perfekt kynisk Schønberg-præstation.

    Intet nærvær
    Portparret Johannes Meyer og Maria Garland optræder i nogens øjne sikkert som filmens komiske indskydelse, men manglen på nærvær, og særligt Garlands komplette hengivelse til sladder og bagtalelse vidner om en tilværelse uden smil.

    Uden samtidsfilter
    Karin Nellemoses Bodil-vindende portræt af den letlevende Gerda Olsen er helt uden samtidsfilter. Vovet, modigt og egentlig med stolthed for sit fag. Hun danner parløb med Thorkild Rooses Munk og Mogens Wieths Torsten Haugnæs.

    Genvundet begær
    Endelig, i den lidt mere ufrivilligt komiske ende, bliver vi vidner til underskrivelsen af skilsmissepapirer mellem Berthe Qvistgaards Marianne og Gunnar Laurings Erik. Som Marianne Brandt udtrykker om det genvundne erotiske efter skilsmissen: Det har sin charme at kunne vælge à la carte og ikke altid være nødt til at tage dagens ret.

    Et temperaments-spørgsmål?
    Denne anmelders begejstring for "Mens porten var lukket" blev bestemt ikke delt af samtidens korps. Det kan ses som en manglende parathed til udtalt psykologiske dramaer, eller blot et temperaments-spørgsmål. I hvert fald hed det:

    Negativ modtagelse
    "Et kedeligt Hus", "Fine Skuespilpræstationer i problematisk dansk Film", "En forloren Historie i en dilettantisk Iscenesættelse", "Da Porten blev aabnet, gik Publikum hurtigt ud under det svageste Bifald, der længe har lydt. En stilfærdig Æresbevisning til de gode Kunstnere, som kæmpede og kæmpede bravt - men forgæves" og "Helheden føles mildt sagt mat. Sagas Premièrepublikum lo paa de mærkeligste Steder.´"



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1948, Psykologisk drama, 88 min.

    Dansk titel: Mens Porten var lukket
    Instr: Asbjørn Andersen Prod: John Olsen Manus: Paul La Cour Baseret på: filmmanuskript til "Medan porten var stängd" af Hasse Ekman Foto: Werner Hedman, Aage Wiltrup Klip: Anker Sørensen Mus: Bjarne Hoyer
    Priser
    • BD - Bedste birolleskuespillerinde (Nellemose)