Mens Porten var lukket (1948)

Asbjørn Andersens iscenesættelse bidrog her i 1948 med noget sjældent i dansk film: Intimt, psykologisk mørkt og samtidig blændende formidlet noir-melodrama renset for det teatralskes suppe og med markante skuespillerpræstationer. Allerede første scene byder op til forfriskende fornyelse.

Andersens egen fortællerstemme fører os kort og hemmelighedsfuldt ind i hverdagslivet i daværende Frederiks Holmsgade 7. Det er aften, og kameraet glider tættere og tættere ind på bygningen, før vi til sidst er midt i portvagt Emil Johansen (Johannes Meyer) med frues (Maria Garland) stue. Her er Emil frygteligt under tøflen på lillemor, og han bander fruentimmeret langt væk på den daglige aftenopgave med at lukke opgangens port. Men Johansens er blot to små skæbner i nummer 7, skal det vise sig.

I filmens souvenirprogram sættes historien i perspektiv af Asbjørn Andersen med følgende ord: "I Filmen føres vi ind i en Ejendom i København, Frederiks Holmsgade 7, og præsenteres for flere forskellige Repræsentanter for vort Samfund, hvis Skæbne paa den ene eller den anden Maade kædes sammen. Vi præsenteres for det forhen store Skuespillertalents Forfald, den smaaborgerlige Tilværelse i Portnerboligen, den letlevende og samvittighedsløse unge Barons Leg med Kærligheden, den gamle Parasits ensomme Tilværelse i Armod og Fattigdom paa Kvisten."

"Og Gadens Piges ejendommelige Kamp for Tilværelsen, det unge separerede Par, som af Stædighed forsøger at leve Livet hver for sig uden dog at finde Melodien, alle disse Menneskers Tilværelse, som man kender alt for godt i det daglige Liv, og som tror sig værende sig selv, men som ved ydre Kræfter og andre Menneskers Indgriben kommer i Rampelyset. Det er disse dagligdags Menneskers Skæbne, jeg har forsøgt at give et Billede af, og De vil sikkert nikke genkendende til mangt og meget."
 

Det er barske løjer – og rå skæbner, der her ridses op. Forfald, fattigdom, prostitution og ensomhed. Og det er disse store temaer, der er så fint indrammet i Andersens iscenesættelse. For selvom filmen umiddelbart kan synes begrænset af sine fastlåste lejlighedskulisser, er dramaet egentlig grænseløst i kraft af den iboende smerte og det forbilledlige skuespil. Alle de enkelte skæbner og deres historier er interessante og vækkes til live i det følte skuespil og i Werner Hedman og Aage Wiltrups stemningsmættede fotografering. Ligesom lydsiden også er en vigtig medspiller: Behersket, balanceret, oprigtig. Dén musik, der primært opstår i selve handlingen, træder ind som et vægtigt dramatisk virkemiddel, herunder ikke mindst Tjajkovskij i en meget central scene. De fleste af filmens skuespillerpræstationer vokser i betagende parløb: Den fallerede teaterprimadonna Cora Anker (Clara Pontoppidan) byder sig desperat til hos den stoute teaterdirektør Sven-Otto (Ib Schønberg): "Jeg kender ingen, der kan mangle Ord mere udtryksfuldt end du, Sven-Otto," siger hun indsmigrende, men uden resultat. Pontoppidans portræt er hudløst, smertefuldt og komplet sammenvokset med alkoholspøgelsets tåger, og Schønberg står urokkeligt, køligt, statuarisk i en afvisning, det ikke er til at tage fejl af. En perfekt kynisk Schønberg-præstation.

Portparret Johannes Meyer og Maria Garland optræder i nogens øjne sikkert som filmens komiske indspark, men manglen på nærvær, og særligt Garlands komplette hengivelse til sladder og bagtalelse, vidner om en tilværelse uden smil.

Karin Nellemoses Bodil-vindende portræt af den letlevende (= glædespige) Gerda Olsen er helt uden samtidsfilter: Vovet, modigt og egentlig med stolthed for sit fag. I parløb med Munk (Thorkild Roose) og Torsten Haugnæs (Mogens Wieth).

Endelig, i den lidt mere ufrivilligt komiske ende af spektret, bliver vi vidner til underskrivelsen af skilsmissepapirer mellem Marianne (Berthe Qvistgaard) og Erik Brandt (Gunnar Lauring). Som Marianne udtrykker om den genvundne erotiske frihed efter skilsmissen: "Det har sin Charme at kunne vælge à la carte og ikke altid være nødt til at tage dagens Ret."

"Mens porten var lukket" blev bestemt ikke "liket" af samtidens korps. Det kan ses som en manglende parathed til udtalt psykologiske dramaer, eller blot et temperamentsspørgsmål. I hvert fald hed det blandt andet: