La chambre verte (1978)

    En mand med en særlig forbindelse til de mennesker, der er døde i hans liv, indretter et lille kapel til mindet om dem.


    DRAMA UDEN NERVE

    Hyldet af mange kolleger og kritikere som en af François Truffauts mest personlige og markante film: "La chambre verte" er en mystisk og mørk historie, men det er også et drama fortalt uden nerve.

    En personlig fascination
    Truffaut arbejde intensivt på dette filmprojekt over længere tid og læste Henry James’ noveller, som han blev meget optaget af. Måske fordi dødstemaet spejlede en egen personlig dyrkelse hos instruktøren - eller rettere fascination af de mennesker, som han holdt af og som er døde.

    To Henry James-noveller
    Filmen er baseret på to noveller af James og fortæller historien om journalisten Julien Davenne (spillet af Truffaut selv), der i 1920’ernes landdistrikts-Frankrig dyrker har bevaret og dyrker sin afdøde kones sfærer i et grønt værelse.

    Forbindelse til de afdøde
    Da værelset brænder, sætter Davenne alt ind på at genskabe atmosfæren i et lille kapel. Forbindelsen til de afdøde skulle nødig gå op i røg.

    Tungt & stift
    Det er endog meget svært at se, hvad der skulle gøre "La chambre verte" til en film ud over det sædvanlige i Truffauts brogede instruktørkarriere. Filmen har for det første en meget tung og stiv tone - både i lyd og billede - og det kommer bl.a. til udtryk i skuespil, scenografi og musik.

    Utroværdigt tidsbillede
    Der er intet troværdigt over tidsbilledet. Handlingen udspiller sig jo i 1920’erne, men dén stemning kommer man aldrig tilnærmelsesvist i. At Truffaut har lagt mange kræfter i at inddrage Maurice Jauberts gamle musik, (Jaubert døde i 1940), falder mere til jorden end højner filmoplevelsen.

    Så hjælper en baggrundsviden om, at Truffaut spillede musikken under optagelsen for at få skuespillerne i den rette stemning, ikke meget.

    Fastlåst spil
    Truffaut spillede her for sidste gang hovedrollen i en af sine egne film. Igen med overvejelser i retning af filmens personligt fortættede drama. Men hans spil er ligeså stift og fastlåst som hele filmens udtryk generelt.

    Villet
    I det hele taget er der noget villet over "La chambre verte": den søger en særlig stemning, men opnår den aldrig. Og stemningskrukkeriet undergraver de fleste elementer i filmfortællingen, måske lige med undtagelse af Néstor Almendros’ virkningsfulde fotografering. Mange af stemningerne hér er opnået ved hjælp af stearinlys som lyskilde. Det er jo døden, som filmen forsøger at ramme ind.


    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1978, Frankrig, Drama, 94 min.

    Dansk titel: Det grønne værelse
    Instr: François Truffaut Prod: François Truffaut Manus: François Truffaut, Jean Gruault Baseret på: noveller af Henry James Foto: Néstor Almendros Klip: Martine Barraqué Mus: Maurice Jaubert
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation