Ozark [1] (2017)

Måske liiiige en kende for tæt på plottet i mesterserien Breaking Bad (2008-2013) serveres hér en fersk omgang kriminalfrustration viklet om kernefamilien Byrde. Jason Bateman, der også har instrueret omtrent halvdelen af episoderne i første sæson, spiller den Chicago-baserede finansielle rådgiver Marty Byrde. Han får et lidt for godt tilbud fra en mexicansk narkobagmand, og det løber snart helt af sporet.

Et spil på liv og død

Hvad, der burde have været piece of cake-hvidvask af store dollar-summer, bliver snart et spil på liv og død, og Byrde er tvunget til at flytte langt væk hjemmefra i et forsøg på at komme rigtigt godt videre med den omfattende hvidvask. Hvis ikke han får styr på lommesmerterne, ryger han selv og familien nemlig nemt i svinget – han har selv set bagmanden i hårdhændet aktion.

Udkants-amerikansk grundstemning

"Ozark"s første sæson lykkes flot med hurtigt at etablere en udkants-amerikansk grundstemning. Ozark er en slags skærgård i Missouri, og her bor der selvfølgelig stort set kun bonderøve, som Marty nu må lære at sno om sin lillefinger. Den hektiske liv/død/penge-tematik formidles med bred pensel, så stilen bliver heldigvis ikke hverken overfortællende eller flakkende.

I lys lue

Sæsonen tager sig tid til at komme ind til de bagvedliggende nerver, pirker lidt til dem og lader dem så bryde ud i lys lue. For der er meget på spil, hvilket Marty Byrde heldigvis tager med stoisk ro. Måske er den finansielle rådgivers pokerfjæs i virkeligheden hans allerbedste våben?

Kanter skal slibes

En række udviklinger i de ti episoder er ganske enkelt for fantastiske, og man køber ikke alle præmisser. Der er stadig kanter, der skal slibes, før "Ozark" når sit helt tydelige potentiale. Mange af skuespillerne er dog allerede fra start helt i sync med seriens fortættede form. Jason Bateman er i sit es, ligesom Laura Linney præsterer med kant i en rivende karakterudvikling.

Anmassende musik

I mindre biroller imponerer især Harris Yulin som Byrde-familiens bonus-underbo Buddy Dieker. Desværre er mange af de højintense scener underkastet en irriterende og anmassende musikunderlægning, der nok forsøger at distingvere sig, men som i nogen udstrækning tager toppen af den dramatiske fornøjelse.