The Great Gilly Hopkins (2015)

Hjertet banker, og energien er til at mærke i mødet med Stephen Hereks coming of age-melodrama, baseret på bogen af Katherine Paterson. Den første pæne bid af "The Great Gilly Hopkins" er faktisk en ganske fin film, der har styr på de mange udsving fra hovedrolle-pubertetspigen Gilly Hopkins (Sophie Nélisse).

Letløbende start

Historien er hér letløbende, troværdig og karakterdrevet: 12-årige Gilly ankommer til (endnu) en plejefamilie, og forventningerne er ved gud ikke ret store. Så det er med himmelvendte øjne, at Gilly møder sin nye (sukker)søde plejemor og den forskræmte paplillebror.

Pigedrømme

Alt tyder på, at Gilly er ved at gøre sig selv ligeså upopulær som i alle tidligere tilfælde, og drømmene går i retning mod San Francisco, hvor hendes uinteresserede mor i mellemtiden måske kunne være blevet rigtigt interesseret i at få sin datter tilbage...

Tiltagende balance

Heldigvis kommer der stille og roligt lidt bedre styr på Gillys tilværelse, bl.a. fordi hendes nye klasslærer har forstand på hende. Men med pigens tiltagende balance udvikler filmen sig desværre også i en mere og mere vammel og utroværdig retning.

Én stor gang candyfloss

Fra at have været fint doseret bittersødme er filmen snart én stor candyfloss af amerikanske klichéer og omfavnelser, hvilket bestemt ikke var set komme fra starten. Bedst gennem hele filmen er unge Sophie Nélisse i titelrollen, mens etablerede navne som Kathy Bates, Glenn Close og Bill Cobbs alle drukner lidt i det forudsigelige (fulgt til dørs af Mark Ishams musik.)