Bolettes Brudefærd (1938)

Hér bliver vi vidner til en perle i den store, samlede mængde danske folkekomedier. "Bolettes Brudefærd" er intet mindre end funklende udi alle facetter, og det er svært ikke at smile fra øre til øre i mødet med Bodil Ipsen, Peter Malberg og landsbyidyllen anno 1938.

Siger, hvad hun mener

Bolette Jensen (Bodil Ipsen) er den lokale syerske, der har et forsmået kærlighedforhold i bagagen. Det erfarer vi, da hun fremfører Kai Normann Andersens rørende vise "Der var engang". Bolette siger, hvad hun mener, og det er bestemt ikke noget, de lokale sognebørn bryder sig om.

Ud af sognet

Særligt ikke sognerådet med med den tyk-gnavne formand Peter Enevoldsen (Peter Nielsen) i spidsen. Så de udtænker en plan, der skal få Bolette ud af byen: Ved at love hønsekræmmeren Morten Madsen (Peter Malberg) 650 kr., hvis han kan overtale Bolette til at gifte sig og flytte ud af sognet – og helst amtet!

Ubehjælpsomme tilnærmelser

Snart gør hønsekræmmeren ubehjælpsomme tilnærmelser – i første omgang for pengenes skyld. Men det skal snart vise sig, at det slår uventede gnister mellem det umiddelbart umage par, og dén havde hverken de selv eller sognerådet set komme.

Ingen hæmninger

Bodil Ipsens hovedrollepræstation er blottet for enhver konformitet udi spillestil og tidsetikette. Der er ingen hæmninger, og formidlingen af syersken med egne meninger er fuldendt sympatisk og frigjort. Peter Malbergs forhutlede og evigglade hønsekræmmer er bare ikke til at stå for. Nuttet er et ord, der falder umiddelbart for.

Stjernestunder

Som sognerådsformanden er Peter Nielsen helt i sit es – både i de gnavne og bedrevidende scener, men så sandelig også, da Bolette får ham blødt op med to nyfødte babyer – en på hver en arm. Og i flere små biroller er der stjernestunder til blandt andre Petrine Sonne og Sigurd Langberg.

Fint balanceret

Den meget fint balancerede indfangelse af landsbyidyllen præges i høj grad af fotograf Valdemar Christensens blik for atmosfæreskabende vinkler og stemninger. Kai Normann Andersens underlægningsmusik gør helt klædeligt ikke meget væsen af sig, og de to sange er begge præget af ægthed og charme, helt i tråd med filmens generelle gnist.