Vi kunde ha' det saa rart (1942)

Filmselskabet Palladium kunne ved krigsårsskiftet 1942/43 konstatere sin hidtil største succes. Instruktørdebutanten Christen Jul havde med sin nuttekære solstrålehistorie "Vi kunde ha’ det saa rart" ramt en guldåre, der fortryllede både store og små. I starten af 1943 gik filmen således ind i sin 16. uge og 400. opførelse i biografen, og der var udtalt begejstring for filmens barnlige charme og letløbende fortællestil.
 

Christen Jul havde som medinstruktør den erfarne kort- og dokumentarfilminstruktør Mogens Skot-Hansen. Og set fra børnehøjde er makkerparret lykkedes fint med at dreje en sød og kærlig lille film, et af de tidligste skud på stammen i dansk børnefilms historie. Det kommer særligt til udtryk i den fine indlevelse og instruktion rettet mod netop de tre børn, som historien i høj grad drejer sig om. Jesper (Benny Fagerlund), Jørgen (Lasse Steen Hansen) og Dorthe Ryding (Ilselil Larsen) er børn af enkefar og ørelæge Poul Ryding (Carlo Wieth). Han leder netop efter en ny stuepige, da digterspiren Lene Bang (Bodil Kjer) ved et tilfælde står i hans stue for at sælge sin digtsamling.

Ryding tilbyder Lene at købe hele oplaget af samlingen, mod at hun bliver familiens nye stuepige. Og Lene takker ja, mest af alt fordi Ryding og hans flotte villa virker indtagende på hende... Skåret helt efter en klassisk børnehistories klichéhæfte vælger de tre unger til at begynde med at modarbejde Lene. De lægger små fælder ud, får hendes seng til at brase sammen og skyder med ærter efter hendes ungpigehals. Men Lene er ikke så let at bringe ud af fatning. Hun har en stor og kærlig forståelse for børnene, og inden længe er firkløveret de bedste venner. Spørgsmålet er bare, om Rydings kurmageri bider på den unge Lene, eller om lægens flirt med den udspekuleret bitre Illona Wallberg (Erni Arneson) kommer i vejen for den ægte kærlighed?

Filmen skeler ikke til de 32 års aldersforskel mellem gråsprængte Carlo Wieth og ungpigestrålende Bodil Kjer, og det byder op til sædvanlig undren. Når dét er sagt, glæder særligt Bodil Kjers afdæmpede og ægte skuespil, der aldrig forfalder til krukkerier eller hvin.

Wieth, her i sin sidste filmrolle, er mere arketypisk end egentlig elegant – men udfylder dog rollen som patriark med en vis autoritet. Bedre går det i filmens biroller, hvor Petrine Sonne er helt vidunderlig som tavs kogekone. Elith Pio har herlige øjeblikke i filmens klart bedste scene, hvor fine herrer én efter én forlader spisebordet for i køkkenet at have konkurrence i at bære en suppeterrin på hovedet!

Børnene er som nævnt velinstruerede og naturlige over forventning. Særligt sød er 7-årige Ilselil Larsen med sin umiddelbare charme og store udstråling. Hun erobrede alles hjerter i samtiden og var en af de største barnestjerner, og charmen står stærkt også i dag.

Kai Rosenberg sætter underlægningsmusikken udenom det i handlingen optrædende Statsradiofoniens Drengekor. Lægens børn vil frygteligt gerne synge i kor, men far tilskyndes at synes, det er en dårlig idé. Det afholder dog ikke ungerne fra at forfølge deres kunstneriske kald, og således byder filmen på både swing og sange af blandt andre Weyse og Horneman. Disse indslag er i bedste fald fyldstof og – mere problematisk – særdeles vamle og småborgerlige.