Waterloo (1970)

Dette er en storfilm, man må vælge at nyde udelukkende for billedernes skyld. Produktionsdesign og fotografering er nemlig på højeste niveau, men plot og manus halter i særdeleshed noget efter.

Napoleon i kamp
Rod Steiger spiller ingen ringere end Napoleon Bonaparte, der tages til fange, flygter og kæmper til sidste blodsdråbe på Waterloos marker i 1814.

Manuskript uden ambitioner
Skuespillet bærer præg af, at manuskriptets ambitioner kan ligge på et meget lille sted: Historien hænger ganske enkelt så løst sammen, at det hele smuldrer allerede efter ti minutter. Tilbage er kun unikke billeder af et historisk slag – men de er til gengæld også flotte.

Udtalt brug af zoom
Armando Nannuzzis fotografering er overvejende virtuos, men bærer præg af en (tidstypisk) overdrevet brug af zoom. Stort set hver gang, han kan se sit snit til det, zoomer han ind – gerne helt ind – på personer, heste, kanoner og eksplosionsrøg. Dette giver ikke alene et billigt look, det generer også rytmen gevaldigt.

Gigantisk produktion

"Waterloo" var mildest talt en gigantisk produktion, der involverede et hav af filmfolk og statister. Koproduceret mellem Italien og Sovjetunionen. 17.000 sovjetiske soldater var involveret i optagelserne, og bakker og buler nivelleredes, så jorden fremstod flad, så langt øjet rakte.

Imponerende setup

De enorme kampscener blev filmet simultant med fem kameraer, bl.a. i jordhøjde, fra 100 fod høje tårne og fra helikopter. Det imponerende setup var også, hvad der henrykte anmelderne mest. Kampscenerne blev filmens varemærke, men til trods for massiv markedsføring tjente filmen ikke sig selv helt ind igen.

Svulstig musik

Nino Rotas musik er svulstig og flere steder upassende i den filmiske sammenhæng. Som alenestående toner kan Rotas musik dog noget.