Kollektivet (2016)

Efter den store succes med Jagten (2012) og en lille smutvej omkring en international produktion, oplever vi her endnu engang en mindre nedsmeltning for instruktør Thomas Vinterberg. Helt galt gik det i 2007 med En mand kommer hjem (2007), der også markerede Vinterbergs tilbagekomst til dansk film. "Kollektivet" er en hverken eller-film. Det er ellers tilsyneladende en komedie med store planer. Et kollektiv i 1970’erne leder tankerne hen på lilla ble, bundløs herrekjortel og fællessex på græsplænen. Og et kollektiv er netop, som titlen antyder, filmens omdrejningspunkt.

Parret Erik (Ulrich Thomsen) og Anna (Trine Dyrholm) beslutter sig for at oprette et kollektiv i den store flotte villa, de er ved at købe. Så venner og bekendte får tilbuddet og springer straks til. Det er jo "oppe i tiden" at komme hinanden ved. Men snart kører frisindet af sporet: Erik indleder en affære med en studerende, og Anna går langsomt, men sikkert ned med flaget. I sin iver efter at være åben og tolerant havner hun i stedet i et nervesammenbrud, og dét bliver kollektivets største prøvelse...
 

Nu ville de fleste affotograferinger af publikums reaktioner ganske givet falde betuttet ud: Hvad er det lige, der sker? Fra at have været en letbenet og egentlig ganske plat, uskyldig komedie, er "Kollektivet" drejet ind ad sidesporet, der ender blindt i tung socialrealisme med mental overbygning. Denne udvikling falder alt andet end billedskønt, og undringen er stor. Helt grundlæggende problematisk ved det pludselige skift i stil og stemning er, at tilskueren i endnu højere grad end under det rendyrket komiske er i en tilstand af dét, Immanuel Kant kalder desinteresseret interesse. For hverken komikken (rundbordsdiskussioner uden kant eller nødvendig humoristisk tæft) eller stordramaet (kvinde i frit fald ud af det blå) efterlader tilnærmelsesvis tandmærker i den bløde trylledej. Det mærkes også i skuespillet, at filmen aldrig har et fikspunkt, men flakker mystisk rundt mellem strøtanker og -stemninger. Ulrich Thomsen japper sig tørt gennem en unuanceret hovedrolle, og Trine Dyrholm er et pænt stykke under niveau i filmens markant mest dramatiske rolle.

Birollerne er flade og mærkværdigt tamt skrevet. Det er i det hele taget vanskeligt ikke at blive skuffet over 111 minutter i "Kollektivet". En rent ud sagt tåbelig detalje kredser om et kollektivpars seksårige søn, der står for at skulle dø tidligt af en hjertefejl. Derfor vil han have sex med kvinderne – han har jo ikke så langt igen! Og de gamle griner ad det, det er jo "helt naturligt"... Filmen er ikke indhyllet i musik, hvilket er et plus.