Fodboldpræsten (1951)

I en moraliserende atmosfære, der er så tyk, at du må skære dig igennem den, bindes folkelig fodbold og folkekirke her sammen af Alice O’Fredericks, baseret på Jens Lochers samtidspopulære roman.

Den unge, uprøvede og meget glatbarberede Søren Holm (Jørgen Reenberg) er den professionelle fodboldspiller, der forfølger præstekaldet med sin henrivende og tålmodige kæreste Inger Dahl (Grethe Thordahl) ved sin side: De venter begge på, at de kan blive gift, så de kan give efter for kødets lyster.

Da først Søren har taget sin eksamen – med topkarakter – kan han og Inger flytte på landet og starte et nyt liv som hr. og fru præst mellem en blanding af landlivssøde og rettroende typer. Prøvelserne opstår særligt i mødet med den forstokkede menighedsrådsformand fru Andersen (Erika Voigt), der ikke mener, at præsten kan tillade sig at spille fodbold med byens rødder.

Heldigvis bevarer Søren roen og bakker også sin hustru op, da hun ikke vil finde sig i, at hendes nye præstegårdshjem er blevet tvangsindrettet af menighedsrådets formand. Det unge par vil selv præge tilværelsen – spørgsmålet er bare, om udkantsdanmarks befolkning er klar til den ny stil?
 

"Fodboldpræsten" ligger på grænsen til det folkekirkepropagandistiske. Søren Holm er en præst af den gamle støbning, for hvem troen på Vorherre og hans ti bud ikke kan gradbøjes. Filmen går til dette religiøse stof helt uden perspektivering og skønmaler det heteroseksuelle og heterogene verdenssyn med meget bred kirkehvidtningspensel. For selvom tematikken mange gange er underliggende, er det alligevel kristendommen, der sænker sig over alle begivenhederne, selv når Søren spiller fodbold med roden Mads (Buster Larsen) og andre gutter.

Jørgen Reenbergs ekstraordinært glatbarberede fjæs bliver nærmest sindbilledet på frelsthed, og det er svært ikke at blive irriteret af det ensidige billede på normalitet og vedtaget væremåde. Også Grethe Thordal lægger sig i samme spor som den hengivne og henrivende præstekone. En af de heldigvis formildende omstændigheder er Ib Schønberg, der i en relativt lille, men kraftfuld birolle sørger for en god portion varme, menneskelighed og melankoli. Når han er på lærredet som direktør Dahl, opstår en magi, der smitter. Direktøren ødsler hellere end gerne med sine penge, for at datteren kan have det rart – men dét er imod præstens principper.

Johannes Meyer gør også en fin entré som direktørens surmulende prokurist, der henad vejen viser sig at have sin helt egen dagsorden i et oprør mod sin overordnedes ødselhed. Sven Gyldmark leverer endnu en standardunderlægningsmusik, der ofte træder i baggrunden for de kirkeligt/sportslige hovedbegivenheder.