Trading Places (1983)

Højt skattet og urklassisk lille mand mod de rige-komedie, der sætter morskaben på spidsen og i de bedste scener lykkes særdeles godt med det. "Trading Places" er på flere måder tidløs, men samtidig et stærkt billede på 1980’ernes New York.

Louis Winthorpe III (Dan Aykroyd) har det som blommen i et æg i det store og pengestærke firma Duke & Duke. Her sørger de to gamle Dukebrødre for, at økonomien er i orden, og Winthorpe har endda sin egen butler. Men de gamle millionærer kan også godt lide at lege, og da de en dag keder sig bravt, beslutter de sig for at indgå et væddemål for blot $1. De vil sætte Winthorpe på gaden og i stedet udskifte ham med gøgler/snyder/hjemløse-typen Billy Ray Valentine (Eddie Murphy), som netop har ført sig frem foran firmaet. Så snart står Winthorpe uden hus, kæreste og penge, og han kan kun se til, mens Valentine får hele turen med opvartning, privatbutler og masser af succes. Efterhånden kan også Valentine dog se det uretfærdige i Duke-brødrenes opførsel, og de to fyre overvejer at slå sig sammen for at få de gamle nisser lidt ned med nakken.
 

Komedien er for længe om at finde sin form og tone. Broderparten af den første time går med uklædelig falde på halen-komik uden den nødvendige tæft eller sans for besøgelsestid. Det ændrer sig heldigvis, og historien får mere pli udi kunsten at balancere. Platheden går fløjten, og et universelt retfærdighedsdrama tager teten. Dan Aykroyd har meget fine øjeblikke som den vragede Winthorpe. Det er hér, han er sjovest, og mindre, når han vimser omkring som rig mand i pels. "Trading Places" var Eddie Murphys blot anden filmoptræden året efter 48 HRS. (1982), og det mærkes allerede, hvordan de komiske varemærker tager form, blandt andet det karakteristiske grin. Han blev Golden Globe-nomineret for sit portræt af Billy Valentine.

Don Ameche og Ralph Bellamy er herlige som de supersnobbede Dukebrødre, ligesom Denholm Elliott udgør velkendt charmetrold som butleren Coleman. Henimod slutningen får vi et par meget fine skud af Twin Towers i New York, da de to nye venner er på vej til dén handelsseance (spekulation i kurs på frossen appelsinjuicekoncentrat), der er tiltænkt at sende the Dukes i økonomisk ruin. Filmens anslag er én lang veltimet sekvens med ouverturen fra Mozarts Figaros bryllup som rytmisk lydtæppe.