Sprængfarlig bombe (2006)

2 x Jensen fra Frederiksværk fik alle tiders idé: Hvorfor ikke gøre godt og grundigt grin med de meget kunstnerisk anlagte filminstruktører i Danmark og deres film, som kun ganske få gider at se?
 

Instruktørens undren

Jensen #1 (Tomas Villum Jensen, instruktør) har i forbindelse med markedsføringen af filmen udtalt, at han slet ikke kan se nogen mening i, at instruktører som Christoffer Boe og Lars von Trier skriver og instruerer film, som "alle" på forhånd er bevidst om maksimalt sælger ganske få tusinde billetter.

Film skal give mening
Film skal – siger Villum Jensen – "give mening": Kunstfilm og kryptiske historier vil han med andre ord stikke op, hvor solen aldrig skinner. Danskerne skal have frisk og frejdig ramasjang, som alle kan synge med på, og dén slags mainstream er ganske enkelt vejen frem..
 

Svært ved at finde den rette parodiske tone

Jensen #2 (Anders Thomas Jensen, manuskriptforfatter) har med sin frederiksværkerbaggrund tydeligvis overordentligt svært ved at parodiere rigdom, snob og intellekt, og krumspringene i dén retning er mildest talt, hvad der i fodbold ville blive kaldt for en "helskæv" – ramt ved siden af med temmelig pinlig margen.
 

Krampagtigt konstrueret

De to gæve Jensener er meget ivrige efter at bide fra sig, for at sende en lille hilsen til de "smalle" danske instruktører, men "Sprængfarlig bombe" indrammer mere end noget andet et krampagtigt konstrueret univers, der slet ikke har det nødvendige kølige overblik eller den nødvendige indsigt i dén genre og stil(art), som den forsøger at gøre grin med.
 

Åben krig

Det forekommer således uhyggeligt oplagt, at når man som 2 x Jensen overhovedet ikke forstår den dybere mening i lyriske og kunstneriske film, så laver man da en kynisk parodi, der hylder den gode gamle mainstream-genre ved at sætte de to yderpunkter op mod hinanden i åben krig.
 

Bøvet genbrugsansat

Som repræsentant for fløj A (mainstream-filmene, altså "de gode") har A.T. Jensen skrevet karakteren Tonny Jensen (Ulrich Thomsen), en bøvet og aggressiv ansat på en genbrugsstation (naturligvis), der netop efter lang kamp har fået lov til at se sine delebørn og inviterer dem med i biografen.
 

Billetter til uforståelig kunstfilm

Skæbnen vil, at Tonny bliver nødt til at købe billetter til en film, der viser sig at være en – i hans øjne – komplet tosset, uforståelig kunstfilm, og mødet med filmen gør Tonny så hidsig, at han for alt i verden vil have sine penge tilbage, og han vil nu opsøge instruktøren.
 

Arrogant og bedrevidende filminstruktør

Instruktøren af den "uforståelige og usmagelige kunstfilm" Claus Volter (Nikolaj Lie Kaas) repræsenterer fløj B ("de onde"), og han er ganske belejligt ligeså arrogant og bedrevidende, som hans film er svært tilgængelig.

Den ene sprængfarlige begivenhed afløser den anden
Pludselig står Tonny i en helt unik og uventet situation, hvor han kan overtage det kunstneriske ansvar for Volters nye film, og nu kommer der helt andre boller på suppen. Nu skal der sgu laves en film, der giver mening – så alle medvirkende skal fx udstyres med en gun.
 

Skudt forbi

Det væsentligste problem i 2 x Jensens film er, at parodien på kunstfilmen og den kunstnerisk ambitiøse instruktør er skudt fuldstændig forbi. Der er ingen sans for ironi i Jensens iscenesættelse, og hele menageriet omkring mødet mellem de to "fløje" bliver mildt sagt krampagtigt.
 

Ingen sans for æstetik

Et publikum, der normalt afskyr "lyriske kunstfilm", skal ikke stille sig tilfreds med et makværk som 2 x Jensens forsøg på en parodi af sådanne film – for selvom der blot søges at gøre grin med noget, man aldrig selv kommer til at forstå, kan det godt udføres med en lille smule tegn på kulturel kapital.
 

Et ynkeligt skue

Æstetik forstået sådan, at man selv inden for den helt almindelige tomhjernede folkekomediegenre, som 2 x Jensen producerer på samlebånd, bør kunne leve op til et minimumskrav af fortælle- og håndværksmæssigt grundniveau. Dette er et ynkeligt skue! Ulrich Thomsen spiller sit livs måske mest forfærdelige rolle.