Heaven's Gate (1980)

Sammenhængende film:
Heaven's Gate (1980)
Final Cut: The Making and Unmaking of Heaven's Gate (2004)

Instruktøren Michael Cimino efterlod ved sin død i 2016 to storfilm med hver deres eftermæle: Den ene var den højt skattede og prisvindende Vietnamkrigsfilm The Deer Hunter (1978). Den anden var den absurd skandaleramte "Heaven's Gate", som Cimino to år efter succesen med "The Deer Hunter" fik frie rammer til. Skandalerne hobede sig op og ville ingen ende tage, hvilket blandt andet medførte, at selskabet United Artists var tæt på konkurs – og ikke mindst, at Cimino helt frem til sin død og trods en håndfuld spillefilm mere, var stemplet som labil og en dårlig investering.

Alene varigheden siger meget. Den komplet uklippede version af "Heaven's Gate" varer omtrent 5½ time. Denne anmeldelse er dog baseret på Director's Cut-versionen på 3½ time.
 

Den højdramatiske western er i særklasse episk funderet, og det er næsten muligt at mærke den store frustration, der var forbundet med filmoptagelserne. For Cimino var perfektionist til fingerspidserne og gik ikke på kompromis med noget som helst. Derfor var der flere scener, der blev taget om et utal af gange, og der gik mange rygter om, at instruktøren rev alle de møjsommeligt byggede kulisser ned for at bygge nye op. Alt sammen sager, der løb op i mange millioner dollars, og filmen havde da også overskredet sit budget betragteligt, allerede før optagelserne gik i gang.

Betragtes "Heaven's Gate" som dén hollywoodstorfilm, den i bund og grund er, er resultatet blændende. For Cimino har egentlig ganske godt styr på tropperne og de enorme scenarier, der udspiller sig i sidste halvdel af 1800-tallets vilde vesten. Ciminos fortælling trækker linjer til virkelige historiske krigsbegivenheder, men er i bund og grund et kompliceret kærlighedstrekantsdrama med kvinden Ella Watson (Isabelle Huppert) i midten. To mænd byder sig til, og Ellas kvaler bliver ikke mindre af, at hun elsker dem begge.
 

Særligt landskabsfotograferingen er i Vilmos Zsigmonds kyndige hænder regulært bjergtagende. Ikke mindst fordi han får lov til at tage sig tid til at indfange stemningerne og dvæle ved dem. Sjældent er der set så overvældende bjerglandskaber som baggrund for et historisk drama. Store dele af filmen er også præget af en betagende ro, særligt de første to timer. Siden tager krigsudfoldelserne noget over og stjæler (også) lydbilledet. Men indtil da er der mange fredelige og smukke scener af forbilledligt formidlet kærlighed.

Her er Isabelle Huppert aldeles skøn som kvinden i midten, mens både Kris Kristofferson og Christopher Walken byder sig troværdigt til med to meget forskellige former for maskulinitet. Vi skal lige hen forbi det gumpetungt overlange anslag, før filmen rigtig træder i karakter, men så er den megen krimskrams bag facaden og Cimino selv også helt og aldeles tilgivet.