Final Cut: The Making and Unmaking of Heaven's Gate (2004)

Sammenhængende film:
Heaven's Gate (1980)
Final Cut: The Making and Unmaking of Heaven's Gate (2004)

Hvis du går og tror, at historien om tilblivelsen af Michael Ciminos storfilm "Heaven's Gate" blot er en sød lille godnatsaga, bliver du i hvert fald klogere efter at have set dokumentarfilmen "Final Cut". Cimino kunne nærmest gå på vandet, efter at publikum og anmeldere havde skamrost hans psykologisk nærgående Vietnamkrigsdrama The Deer Hunter (1978). Allerede inden årets Oscar-uddeling var Cimino således i gang med sit nye storprojekt – og da "The Deer Hunter" ovenikøbet vandt fem statuetter, havde instruktøren som udgangspunkt frie rammer.

Ingen i det hæderkronede filmselskab United Artists kunne i deres vildeste fantasi have forestillet sig, hvad der ventede dem. Det skulle vise sig, at Michael Ciminos perfektionisme grænsede til det sygelige, og tendensen tegnede i retning af budgetoverskridelser på flere hundrede procent. Det var blandt andet gennemsnitligt at tage en scene om 32 gange. Cimino ville både have flere forskellige versioner af samme scene (glad stemning, vred stemning, drømmende stemning) og var så detaljefokuseret, at en nullermand mellem de bekostede historiske westernbyers trækonstruktioner næppe undgik hans opmærksomhed.

Og fordi Cimino fungerede som sin egen chef, var der ikke nogen til at gribe ind og tale alvorsord. Således kom produktionen typisk en dag bagud for hver dag, der blev optaget. Skuespillere og filmhold fandt sig i Ciminos metoder. Han var en stor personlighed på settet, og succesen med "The Deer Hunter" medførte en stærk ånd af forestående publikums- og anmelderhyldest. Da Cimino endelig nåede til klippebordet, forestod der en ny kamp mellem ham og United Arists. Selskabet havde i mellemtiden fået bedre skub i produktionen, men måtte æde budgetoverskridelsen. Skaden var ganske enkelt sket allerede tidligt i optagelsesforløbet.

De utallige kilometer af filmoptagelser blev klippet ned til en spilletid på 3,5 timer, men det skulle vise sig, at det endelige resultat var dødsdømt nærmest på forhånd. Anmeldelserne var decideret hadefulde, og "Heaven's Gate" endte som et gigantisk økonomisk flop og betragtes i USA stadig som filmhistoriens største katastrofe.

Anderledes forholder det sig i Europa, hvor man for længst har anerkendt Ciminos film som et kunstnerisk meget signifikant westernværk. Nok næppe et mesterværk i ordets mest omfangsrige betydning, men dog en præstation, der rækker langt ud over historien bag tilblivelsen. Med al den negative omtale, som "Heaven's Gate" fik under de meget lange optagelsesforløb, er det nærliggende at tro, at de hadefulde amerikanske anmeldelser mest af alt var en slags mudderkastning mod Ciminos uetiske omgang med penge – og pludselig var "The Deer Hunter" måske heller ikke helt så stort et mesterværk, som man mente to år forinden.
 

Hele denne dybt fascinerende tilblivelseshistorie genfortælles hudløst ærligt i Michael Epsteins dokumentarfilm. Michael Cimino medvirker ikke selv – men blandt andre to af filmens producere, fotografen, en klipper og en kostumedesigner udtaler sig sammen med et par af de centrale skuespillere om oplevelserne på settet.

Det er ikke kedeligt og sætter i høj grad "Heaven's Gate" i dét perspektiv, den fortjener. For filmen er ved gud ikke dårlig. Det står snarere fast, at instruktøren var en personlighed, der var meget svær at omgås og som overhovedet ikke havde fornemmelse for ret og vrang, særligt ikke økonomisk.