Jens Langkniv (1940)

Denne stort anlagte Jeppe Aakjær-filmatisering skulle blive et af dansk filmhistories største flop, og manuskriptforfatterne Theodor Christensen og Karl Roos fralagde sig dagen efter filmens premiere i en pressemeddelelse ethvert ansvar for den endelige film. Fiaskoen var nok en blanding af manglende publikums- og anmelderparathed til filmens eksperimenterende form, dens fokus på stil og æstetik – og det blotte faktum, at herlighederne er temmelig ubehjælpsomt strikket sammen.
 

Det er ellers som udgangspunkt en frisk og tiltrængt fornyelse af dansk films fortælleform, som teaterinstruktøren Per Knutzon her i krigsåret 1940 lægger for dagen. Jeppe Aakjærs heltekvad om Jens Langkniv er fortællingen om en Robin Hood-lignende røver i et lille sogn i Jylland midt i 1600-tallet. Det, der driver Jens Langkniv ud i katastrofen, er had og foragt. Had til dén øvrighed, der ikke ejer forståelse for de små i samfundet, men gør dem til genstand for et ubarmhjertigt tyranni. Der var første gang bud efter at realisere Aakjærs roman i 1921, men den viste sig for kostbar at filmatisere. Små tyve år senere lykkedes det så produktionsselskabet Cimbria Film at få finanserne i orden, og optagelserne kunne gå i gang – et halvt år før tyskernes besættelse af Danmark. De fleste scener blev optaget på Hjerl Hede mellem Skive og Holstebro i august og september 1939.

Filmen er på alle måder flakkende og vanskeligt tilgængelig. Billederne er flot komponeret, klippene er mystisk abrupte. Stilen er tydeligt inspireret af sovjetisk montage og et særsyn i dansk film. Her er flere elegante kameravinklinger – kreativt tænkt, men mærkeligt umotiveret serveret. I dag er det ikke til at komme udenom, at "Jens Langkniv" er en ener i dansk filmproduktion, og ikke kun for det negative. Eskild Jensens æstetiserede, kreative og alt andet end forenklede fotografering har højdepunkter af høj kunstnerisk værdi.

Poul Reichhardt er næppe før eller siden set med så lange skægstubbe, men filmens fragmentariske omgang med sine rollefigurer indbyder ikke til spil på andet end de teatralske parametre. Kai Rosenbergs underlægningsmusik er ekstravagant dramatiserende og er ofte anvendt med meget bred og stemningsdikterende stemning.

Her er, hvad filmens instruktør Per Knutzon gav tilskueren med af bevingede ord i souvenirprogrammet: "Det var i sig selv en Oplevelse derovre paa Heden. Solen skinnede under de samme Forhold som dengang. Lyngen duftede som dengang. Hvor Jens Langkniv havde maatet løbe fem Kilometer for 300 Aar siden, maate Poul [Reichhardt] omtrent den samme Strækning igennem nu. Vi følte os som Mennesker fra dengang, og en saadan Følelse formaar Filmen bedre end nogen anden Kunstart at give. Maate Filmen give Publikum Del i samme Oplevelse, som den har givet mine Medarbejdere og mig under Arbejdet!"