Du er ikke alene (1978)

    En gruppe efterskoledrenge udforsker sig selv og deres seksualitet og er meget kritiske i forhold til lærerne.


    USIKRE PUBERTETSDRENGE

    Et næsten komisk tidstypisk hippiedrenge-drama med masser af kitschet 1970'er-tøj og frigørelsestematik. "Du er ikke alene" stod længe som et af hovedværkerne i dansk ungdomsfilm (og gør det stadig), men er i nyere tid selvfølgelig blevet noget mærket af de frygtelige afsløringer om instruktørerne Lasse Nielsen og Ernst Johansens seksuelle misbrug af de unge medvirkende.

    Et "socialt" pift
    Visse temaer i filmen har interesse og værdi endnu i dag, mens mange andre synes noget bedagede og grinagtige. Diskussionerne på lærerværelset er blandt filmens helt idiotiske og tidsstjælende indlæg, både dårligt spillet og kun føjet ind for at give filmen et "socialt" pift af noget voksent.

    Sex og sammenhold
    Drengene spiller heldigvis pænt, og de er så forskellige, at det udgør underholdning nok i sig selv. Som det er almindeligt blandt drenge i dén alder, går meget af tiden med at eksperimentere med "det frække" og sammenhold. Men at de også skulle være interesserede i hinanden – dikkedik dreng og dreng imellem – var ikke ligefrem på hverdagsmenuen for hr. og fru Danmark. Censuren forbød da også filmen for børn under 12 år, hvilket fik en sexolog til tasterne: "Man bliver ikke bøsse efter to timer i biografen."

     

    Hvis jeg var bøsse...

    I et interview med B.T. den 22. februar 1978 udtalte hovedrolleindehaveren Anders Agensø, at han ikke var bange for at blive opfattet som bøsse: "Hvis jeg var bøsse, ville jeg selvfølgelig også være det offentligt. Det er forkert at lade sig undertrykke på nogen måde... jeg gider da heller ikke leve med manderollens åndssvage normer, bare fordi, jeg er en mand".

     

    Temmelig uskyldigt

    I dag forekommer scenerne med lidt bar teenagehud temmelig uskyldige, men naturligvis præget af den nye viden om optagelserne. Her var ingen intimitetskoordinator – som i overhovedet ikke – og Lasse Nielsen og hans medinstruktør Ernst Johansen havde således fuldstændig fri adgang... Sebastians ørehænger-tema blev en landeplage og holder stadig sin sprødhed i dag.

     

    Pressen skrev...
    "Man skal være mere end overordentlig tantet, for at forarges over Lasse Nielsens "Du er ikke alene". Den spirende kærlighed på drenge-efterskolen er både smuk og øm, men først og fremmest er filmen en meget fin og nuanceret skildring af livet, som det kan se ud, når man er 12-15 år, anbragt på en efterskole fjernt fra hjemmet og står usikker over for verdon og dens krav" // "Drengehomoseksualitet betragtet som frigørelse" // "En kønog ujævn film" // "Familiefilm provokerer: Umiddelbart svært at forstå postyret" samt "Smuk og varm film om drenge". * stjerne i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026