Pelle Erobreren (1987)

    En svensk dreng og hans gamle far får arbejde på en bornholmsk gård, men der er uendeligt lang vej til lykke.


    NORDISK MESTERTYKKE

    En af de allersmukkeste nordiske film gennem tiderne er Bille Augusts "Pelle erobreren". Den er et vidunderligt spillet og meget bevægende drama i et perfekt tidsbillede fra slutningen af 1800-tallet.

    Fuldstændigt indfanget
    Indfangelsen er total fra start til slut. Dette skyldes den totale autenticitet, som stråler i både skuespil, teknik og scenografi. Billederne er desuden smukke, at det sommetider kræver et knib eller to i armen.
     

    Lykken er lunefuld

    Den fattige og halvgamle enkemand Lasse Karlsson (Max von Sydow) ankommer en dag til Bornholm sammen med sin tolvårige søn Pelle (Pelle Hvenegaard). Her vil han prøve at gøre lykken, men hans forestillinger om Danmark har nok været lidt glorificerede.

    En forbandet gård
    Han har svært ved at finde arbejde, men en fåmælt og smågnaven gårdmand hyrer ham og drengen for 100 kroner om året. Stengården, som stedet hedder, er et ubehageligt sted, hvor det hurtigt fornemmes, at menneskene ikke trives.

     

    Klagesang

    Gårdejeren Kongstrup (Axel Strøbye) flirter med alle kvinder og efterlader ofte sin bundulykkelige kone alene hjemme om aftenen, så hun kan græde sin klagesang ud over den mørklagte gårdsplads.

    En svensk farfigur
    Men blandt arbejdsfolket er der en bedre stemning, og fremfor alt samhørighed. Særligt mellem drengen Pelle og svenskeren Erik (Björn Granath). Erik bliver en slags farfigur for Pelle, hvad angår fremtidsdrømme. Lassefar er nemlig blevet for gammel til at drømme om friheden. Han har brug for at slå sig ned og falde til ro.

     

    Fatale følger

    Der opstår stor dramatik på gården, da forstanderen på gården bliver Erik for meget. Forstanderen er særligt efter Erik og håner ham på det usmageligste. Med fatale følger.

    Brutal mobning
    Vi følger Pelles problemer i den lille landsbyskole. Hans gamle far er ofte årsag til mobning af en karakter, der strækker sig videre end simple drengestreger.
     

    Lykken søges

    Bedst, som alle problemer synes at forsvinde, dukker nye og endnu større op, og lykken varer kun kort for Pelle og hans far. Derfor er det en nødvendighed for Pelle at drage alene ud i verden for at søge lykken og frem for alt for at lægge Stengården og al dens ulykke bag sig...

    Fabelagtigt skuespil
    Skuespillet kan ikke roses nok. Og det gælder samtlige spillere. Helt i særklasse er dog Max Von Sydow som Lassefar. Han kan næppe beskrives stærkt nok i ord, men skal opleves. Af samme standard er Erik Paaske som den svinske forvalter.
     

    Fuld af udstråling

    Pelle Hvenegaard spiller vidunderligt. Frigjort, ægte og fuld af udstråling. Biroller som Björn Granaths, Lars Simonsens, Buster Larsens, Axel Strøbyes og Astrid Villaumes er alle uforglemmelige.

    Den nordiske ånd
    Bille Augusts blik for den storslåede nordiske ånd lyser klart igennem hele filmen. Billederne er fortryllende og ofte overvældende. Jörgen Perssons fotografering er i særklasse, ligesom Stefan Nilssons musik er skøn ud over det sædvanlige. Et stort nordisk mesterværk.



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1987, Danmark, Drama, Historie, Børn på film, Coming of Age, Dyr på film, Skibe på film, Psykologisk drama, 145 min.

    Dansk titel: Pelle Erobreren
    Instr: Bille August Prod: Per Holst Manus: Bille August, Per Olov Enquist, Janus Billeskov Jansen, Bjarne Reuter Baseret på: første del af Martin Andersen Nexøs roman Foto: Jörgen Persson Klip: Janus Billeskov Jansen Mus: Stefan Nilsson
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AA - Bedste udenlandske film
    • AAN - Bedste skuespiller (Von Sydow)
    • CAN - Palmer d'Or
    • BD - Bedste film
    • BD - Bedste skuespiller (Von Sydow)
    • BD - Bedste birolleskuespiller (Granath)
    • BD - Bedste birolleskuespillerinde (Wegener)
    • GG - Bedste udenlandske film
    • GULDB - Bedste film
    • GULDB - Bedste skuespiller (von Sydow)
    • RB - Bedste film
    • RB - Bedste skuespiller (von Sydow)
    • RB - Bedste birolleskuespiller (Granath)
    • RB - Bedste klipning
    • RB - Bedste fotografering
    • RB - Bedste scenografi
    • RB - Bedste fotografering
    • RB - Bedste manuskript
    • RB - Bedste lyd