Deadwood [3] (2006)

    South Dakota, 1876. Som følge af guldgravereventyr opstår den lille lejr, Deadwood. Stille og roligt bliver lejren til en by med alle tænkelige udfordringer.


    FORTÆTTET AUTENTICITET #3

    Sammenhængende i denne serie:
    Deadwood [1. Season] (tvs) (2004)
    Deadwood [2. Season] (tvs) (2005)

    Deadwood [3. Season] (tvs) (2006)

     

    Der er grund til at hæve det lille whiskeyglas i anerkendelse - efter tre sæsoner afsluttedes "Deadwood"-serien ganske vist noget abrupt. Tanken havde oprindelig været at fortsætte serien, men nu står vi til gengæld tilbage med en relativ kort serie, der så absolut slutter på toppen.

     

    Kronen på værket

    Tredje sæson er kronen på værket i den meget balanceret iscenesatte serie. "Deadwood" svømmer på ingen måde over af smørfortælling hverken i det meget lineære plot eller i den fortættede fortællestil. Det er en skuespillernes serie med fuld fokus på portrættet, og sidste sæson er ingen undtagelse i den vidunderligt castede vifte af sære eksistenser.

     

    Intriger & magtbegær

    Intriger og magtbegær er der masser af. Faktisk er det vanskeligt at passe en helt almindelig borgerlig tilværelse i den lille western-flække, for der er altid en eller flere, der står klar i kulissen, hvis en chance for flere penge eller mere magt skulle melde sig.

     

    Kammerspilspræget

    Dramaet er ligeså intenst og kammerspilspræget, som det har været i de første to sæsoner. Det er uhyre sjældent, at vi får et kig udenfor Deadwood-lejrens "fire vægge": Der er så rigelig mange historier at fortælle fra andedammen med de mange bandende, whiskeydrikkende, nedladende og bedrevidende mænd (og kvinder). Politisk korrekthed er der - historisk korrekt - ikke noget af.

     

    Ren og oprigtig tone

    En af seriens mest markante narrative forcer er fravalget af underlægningsmusik. Således står hele Deadwood-serien i en klar, ren og oprigtig tone i fuld balance med det sublime lyddesign, der ikke på noget tidspunkt stryger ud ad tangenterne. Musikken stikker kun hovedet frem ganske få gange - og som regel som følgeskab til helt enkle lejr-transportscener.

     

    Besættende faktor

    Skuespillet er helt utvivlsomt seriens mest besættende faktor, og langt de fleste medvirkende, helt ud i helt små biroller, præsterer funklende og i elegant afstemning med det rå, upolerede og historisk nøjagtige set up.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019