The War of the Roses (1989)

Det er ofte både trist, uretfærdigt, ærgerligt og dumt, når et ægtepar efter mange års ægteskab skal skilles. Men først og fremmest er det besværligt! Hvem skal have huset? Hvem skal i det hele taget have hvad? Og kan man slet ikke enes, bliver problemerne kun flere. "The War of the Roses" formidler skilsmissekrisen i en fri og oprigtig form for humor, der henimod slutningen bliver mere og mere grotesk.

Kvinden hører til i hjemmet
Oliver Rose (Michael Douglas) gifter sig med Barbara (Kathleen Turner), og nu skal pengene tjenes, så parret kan få sig et flot, stort hus. Det er kun Oliver, der arbejder, for kvinder hører til i hjemmet, synes han.
 

Ser aldrig sin kone

Til gengæld må han så også arbejde hele tiden, hvilket betyder, at han stort set aldrig har tid til sin kone – og naivt tror, at hun bare er lykkelig, som hun tuller rundt derhjemme. Men med årene stryger han katten mod hårene, og Barbara begynder så småt at bide fra sig.

Irritation og vrede
De første spæde tegn på irritation og vrede fra Barbara opfatter Oliver blot som humørsvingninger, og det er først, da konen i himmelsengen klokken tre om natten fortæller ham, at hun vil skilles, at han fatter alvoren og vågner brat op. Men da er det alt for sent, for Barbara har på forhånd opbygget en sådan vrede og afsky mod sin mand, at hun overhovedet ikke vil have noget med ham at gøre.
 

Paragrafferne på banen

Hun tager det som en selvfølge, at hun kan blive boende i den store villa, da det er hende, der har indrettet den. Men via sin advokat erfarer Oliver, at han ifølge et par paragraffer godt må blive boende under samme tag som sin kone.

En ondskabsfuld krig
Nu starter en regulær krig mellem de to, først på det psykologiske plan, men hurtigt også meget voldeligt og ondskabsfuldt. Hermed blændes der op for en meget underholdende farce, og den sprudlende opfindsomhed, som historien strutter af, er vildt smittende. En anden ting, der griber fat i tilskueren, er Stephen H. Burums meget livlige fotografering: Vældige kranture og hurtige trackings rundt i villaen.
 

Douglas er filmens bedste

Michael Douglas er filmens bedste. Mange vil helt sikkert vælge side i filmen (måske kønsmæssigt farvet) og vil således med knyttede næver sidde og gejle sin "helt" op: "Få nu skovlen under den lede ..."

En broget kulør
Kathleen Turner folder sig ud med hele viften og er med til at give filmen dens særegne brogede kulør. Danny DeVitos rolle er ikke særligt stor, men han har en stor symbolsk betydning: Han er den rådgivende advokat, der er blevet nødt til at begynde at ryge igen efter Rose-sagens begyndelse – af bar stress.

Uventet slutning
Det er i øvrigt hans historie, der fortælles i tilbageblik. Han fortæller den til en mand, der står for at ville skilles – som et afskrækkende eksempel – og det lykkes faktisk temmelig godt i filmens i øvrigt dejligt originale og uventede slutning, hvor advokaten også selv kan smide cigaretten (måske dem alle sammen) ud fra balkonen på sit kontor. Festlig, fyrig, spændende, voldsomt engagerende og hylende morsom film.