Violer er blå (1975)

Violer er blå, og rødstrømper er røde. Det bliver slået grundigt fast i denne dialogtunge film om køn, identitet og sex.
 

En feministisk sten i skoen

Peter Refn instruerede her sin eneste spillefilm i karrieren. Baseret på Suzanne Brøggers roman "Fri os for kærligheden" er filmen en feministisk sten i skoen for den gode filmoplevelse, men samtidig et interessant og flamboyant tidsbillede.

Melodien tabt
Mille bor i en lejlighed med sin intellektuelle norske mand John. De kan ikke rigtig længere finde melodien i deres forhold, og Mille har meget kørende ved siden af - heraf kælenavnet Tusindpik.
 

Afløb for frustrationer

Sammen med veninderne Suzanne og Lise får Mille dog på flere niveauer afløb for sine opbyggede frustrationer, og de seksuelle eksperimenter med tilfældige mænd giver hende en form for kontakt - men til hvad står hen i det uvisse.

Frisindet i højsædet
Det er først og fremmest frisindet, der skal plejes! Alt andet må komme i anden række. Og Mille har ikke karakter og indsigt nok til at indse, at hun langsomt, men sikkert er ved at knække sin mand på midten.

Overflod af tale
Filmen flyder nærmest over af tale. Der er så uendeligt meget på hjerte. Så mange lommefilosofiske overvejelser om sex- og samliv. Kønsdrifter og det borgerlige mand-kvinde-forhold vendes og drejes mellem de tre grundlæggende usikre, men på overfladen umætteligt liderlige veninder.
 

Farverige portrætter

Der er uden tvivl en række sandheder i de farverige portrætter af hvileløse, midaldrende kvinder og de mange mænd, der står på spring for at befamle deres i øvrigt ofte eksponerede kroppe.

Lurvet manuskript
Men sandhederne står hverken knivskarpt eller troværdigt i Refns iscenesættelse. Ganske vist lykkes det instruktøren at hente en række fine skuespillerpræstationer frem i et ellers lurvet manuskript, men noget mageløst præcist billede på hverken seksuel frigørelse eller ditto frustration bliver filmen langt fra.
 

Fine tidsbilleder

Filmen rummer en række scener med fine tidsbilleder på datidens bybilleder, ligesom man bør nyde Holger Juul Hansens portræt af bøssen Uffe, selvom det karikerede snit bliver temmelig arketypisk.