Gamle mænd i nye biler (2002)

Sammenhængende film:
I Kina spiser de hunde (1999)
Gamle mænd i nye biler (2002)

Langt fra ueffen opfølger til den skæve succes med "I Kina spiser de hunde": Generelt mere af samme skuffe, men uden helt samme timing og charme i afviklingen.

Dobbelt-op på biografsucces
Faktisk blev 2’eren en næsten dobbelt så stor biografsucces, nok ikke mindst som følge af den første films udprægede kultstatus. Og der bydes op til masser af rå action, komiske flirts iklædt temmelig barsk vold – og et lille kærlighedsintermezzo med Iben Hjejle.

Dvask, rå og stupid
Kim Bodnias Harald er dvask, rå og stupid, men træder vanligt i karakter, da hans far, Jens Okkings Munken, ligger for døden. Det foregår på hospitalet, hvor de søde kokke naturligvis ryger i smug hele tiden. Munken har også en biologisk søn, viser det sig. Så kvindemorderen Ludvig hentes ud af sit fængsel med et spektakulært elastikspring, som kokken Peter har udtænkt.

Veloplagt historie
Det er i grove træk handlingen i Anders Thomas Jensens veloplagte historie, der fungerer allerbedst, når voldskomikken kammer helt over i rendyrket farce. Det er ikke for enhver smag, men humoren er sødt krydret og veludviklet, når Harald bliver træt af at høre på Iben Hjejles gimperi og slet og ret skyder hende to gange.

Fermt filmarbejde
Filmarbejdet er fermt og lagt til rette af fuldblodsdrengerøve, der elsker deres arbejde. Det mærker man tydeligt, og glæden er smittende og forfriskende. Kim Bodnia er rigtig i sit es i denne rolletype, og han er fuldt ud troværdig som den upåvirkelige Harald, der er både racist, kvindehader og bare generelt helt uden for pædagogisk rækkevidde. Men der er alligevel mulighed for at vise følelser, som vi oplever det hen imod slutningen.

Karakterfulde biroller
De to kejtede kokke spilles pænt af Tomas Villum Jensen og Nikolaj Lie Kaas, men det er i endnu mindre biroller, at vi for alvor støder på det karakterfulde: Jacob Haugaards svedende og kringleædende læge-Erling er en lille perle, ligesom Jens Okkings døende Munken heller ikke er ueffen.

Enkelt skruet sammen
Der er lidt vel rigelig stemningsudpenslende musik, og flere af de hektiske biljagter er en kende komisk koreograferet – i bedste Lasse Spang Olsen-varemærkestil. Men filmen er i det store og hele betagende enkelt skruet sammen og fungerer.