Gamle mænd i nye biler (2002)

    Harald er dvask, rå og stupid, men træder i karakter, da hans far Munken ligger for døden.


    »VELOPLAGT 2'ER«

    Sammenhængende film:
    I Kina spiser de hunde (1999)
    Gamle mænd i nye biler (2002)


    Langt fra ueffen opfølger til den skæve succes med "I Kina spiser de hunde": Generelt mere af samme skuffe, dog uden helt samme timing og charme i afviklingen. Faktisk blev 2’eren en næsten dobbelt så stor biografsucces, nok ikke mindst som følge af den første films udprægede kultstatus. Og der bydes op til masser af rå action, komiske flirts iklædt temmelig barsk vold – og et lille kærlighedsintermezzo med Iben Hjejle.

    Harald (Kim Bodnia) er dvask, rå og stupid, men træder vanligt i karakter, da hans far Munken (Jens Okking) ligger for døden. Det foregår på hospitalet, hvor der naturligvis også ryges i smug hele tiden. Kvindemorderen Ludvig (Torkel Petersson) hentes ud af sit fængsel med et spektakulært elastikspring, som kokken Peter (Tomas Villum Jensen) har udtænkt...

    Det er i grove træk handlingen i Anders Thomas Jensens veloplagte manus, der fungerer allerbedst, når voldskomikken kammer helt over i rendyrket farce. Det er ikke for enhver smag, men humoren er sødt krydret og veludviklet, når Harald blandt andet bliver træt af at høre på Milles (Iben Hjejle) gimperi og slet og ret skyder hende to gange!
     

     

     

     

    Filmarbejdet er fermt og lagt til rette af fuldblodsdrengerøve, der elsker deres arbejde. Det mærkes tydeligt, og glæden er smittende og forfriskende. Kim Bodnia er i sit es i denne rolletype, og han er fuldt ud troværdig som den upåvirkelige Harald, der er både racist, kvindehader og bare generelt helt uden for pædagogisk rækkevidde. Men der er alligevel mulighed for at vise følelser, som vi oplever det henimod slutningen.

    De to kejtede kokke spilles pænt af Tomas Villum Jensen og Nikolaj Lie Kaas, men det er blandt de endnu mindre biroller, vi for alvor støder på det karakterfulde: Jacob Haugaards svedende og kringleædende læge-Erling er en lille perle, ligesom Jens Okkings døende Munken heller ikke er ueffen.

     

    Flere af de hektiske biljagter er en kende komisk koreograferet – i bedste Lasse Spang Olsen-varemærkestil. Men filmen er i det store og hele betagende enkelt skruet sammen... og fungerer. Der var meget delte meninger blandt anmelderne. Mest positivt lød det: "Lasse Spang Olsen har forsøgt en mellemting mellem en opdatering af Olsen-banden og en pæredansk variant af Scorseses mafiafilm. Flere valgte det oplagte overskriftsvalg og slog på balancen mellem 1’er og 2’er.

     

    Pressen skrev...
    "Leverer effektiv action til drengerøvene, men er ikke nær så morsom eller forfriskende som sin forgænger" // "Veludført, men komplet overfladisk" // "Elendig efterfølger" // "Som actionfilm falder den til jorden, men som farce og karakterkomedie klarer den akkurat frisag på en række originale indfald" // "Hul og slingrende" samt "Rå humor og flotte stunts dulmer ikke kvalmen over voldsdyrkelsen" (det var en kvindelig anmelder, der var mest forarget over den voldelige handling). ►1 ½ ud af 4 stjerner i Morten Piils Gyldendals danske filmguide.


    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2002, Danmark, Komedie, Action, Biler på film, Krimi, Fly på film, 95 min.

    Dansk titel: Gamle mænd i nye biler
    Instr: Lasse Spang Olsen Prod: Michael Obel, Michel Schønnemann Manus: Anders Thomas Jensen Foto: Henrik Kristensen Klip: Mikkel E.G. Nielsen Mus: George Keller
    Priser
    • RB-N - Bedste skuespiller (Bodnia)
    • RB-N - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste klipning
    • RB-N - Bedste special effects