Devil's Knot (2013)

    Da tre drenge findes myrdet, skyder lokalsamfundet og retssystemet straks skylden på tre teenagere og deres påståede sataniske ritualer.


    DYSTRE UDSIGTER

    Den altid (vakkelvornt) eksperimenterende instruktør Atom Egoyan kaster sig her ud i et drama baseret på virkelige hændelser. I starten af 90'erne findes tre små drenge brutalt myrdet, og lokalsamfundet har brug for en eller flere syndebukke - hvad de snart finder i tre teenagere.

     

    Sans for nuancerne?

    Disse teenagere skal angiveligt have slået drengene ihjel som led i sataniske ritualer. Men har samfundet og retssystemet sans for nuancerne, eller er der bare nogle, der skal ned med nakken. En enkelt jurist, der må se til fra sidelinjen, synes at have færten af dén lynch, som ingen ende vil tage.

     

    Håbløshed og afmagt

    Den første gode times tid af "Devil's Knot" er også den klart bedste. Her lykkes det meget flot at genskabe håbløsheden og afmagten forbundet med det tredobbelte drab på sagesløse drenge i et mystisk koreograferet skovbryn. Allerede anslaget slår denne stemning an.

     

    Forførende

    Det er både visuelt og narrativt pirrende, som Egoyan evner at forføre sine tilskuere på en baggrund af dystre udsigter - interessen er i hvert fald vakt. Tempoet er tilmed behagelig roligt, så stemninger får lov til at lægge sig og gøre mørket totalt.

     

    Travl afvikling

    Der er (selvfølgelig) også et men. For efter en time i stærk formidling får Egoyan pludselig travlt med at få afviklet sine based on a true story-begivenheder, hvilket bl.a. indebærer lange retssals-scener og nagende-tvivl-tematik, der ikke rigtig klæder balancen.

     

    Nuancerede præstationer

    Altødelæggende er ubalancen dog langt fra, og "Devil's Knot" hører trods alt til i gruppen af godkendte Egoyan-film. Ikke mindst takket være en række rigtig fint nuancerede præstationer (bl.a. er Colin Firth ikke ueffen) - og en næsten tålelig mængde af hofkomponisten Mychael Dannas musik.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2013, USA, Krimi, Drama, Biografi, Retssalsdrama, Børn på film, Teenagere, 114 min.

    Dansk titel: Devil's Knot
    Instr: Atom Egoyan Prod: Paul Harris Boardman, Elizabeth Fowler, Clark Peterson, Richard Saperstein, Christopher Woodrow Manus: Paul Harris Boardman, Scott Derrickson Baseret på: bog af Mara Leveritt Foto: Paul Sarossy Klip: Susan Shipton Mus: Mychael Danna