Mississippi Grind (2015)

    En fraskilt ludoman finder en soulmate, og sammen gennemlever de spillemaniens op- og nedture.


    I SPILLETS VOLD

    Instruktør- og manuskriptmakkerparret fra den vellykkede It's Kind of a Funny Story (2010) serverer her et sødt lille bitterkomisk drama lidt i samme tone. I hvert fald er hjertet på rette sted, og det samme er skuespillet fra de to hovedrolleindehavere Ben Mendelsohn og Ryan Reynolds.

     

    Alvoren er stemningsstyrende

    Det kunne også hævdes, at "Mississippi Grind" er kind a of funny story, men filmens styrke ligger i langt højere grad i alvoren, der da også er stemningsstyrende. Det er ikke nogen dans på roser at være ludoman, og udefra betragtet kan denne form for afhængighed synes ligeså latterlig som alle andre.

     

    Spillebordene lokker

    For Gerry (Mendelsohn) er det dog ramme alvor, at han gang på gang spiller sine sparepenge op. Tendensen har tidligere kostet ham et ægteskab og kontakten med datteren, men spillebordenes tilbud lokker til stadighed, og Gerry bider på.

     

    Ondt i livet

    Det er ved et af disse poker- eller lignende tilfælde, at Gerry støder på den umiddelbart sympatisk rolige Curtis (Ryan Reynolds). Her er også en ung mand, der har lidt ondt i livet – og skjuler det godt, og de to mænd finder sammen om primært spillets kunst, altså dét på kasinoerne, og håbet om at vinde den store gevinst, så Gerry kan komme på fode igen.

     

    Håbet om forandring

    Nu skal man ikke vende sig om og løbe skrigende væk, hvis kasinoer på film er det sidste, man gider bruge sin tid på. For "Mississippi Grind" er ikke ret interesset i kort- og kuglespillene som sådan. Fokus er på den bagvedliggende psykologi, på Gerrys kvaler, på det nystartede venskab – og på håbet om forandring.

     

    Små træk på smilebåndene

    Ikke uden små træk på humorbåndene, men afgjort en dramatisk film, der står stærkest i de gode lange scener med Mendelsohn og Reynolds. Begge spiller aldeles fremragende, og særligt er det opløftende at se actionhelte-Ryan Reynolds i en helt igennem jordnært sympatisk præstation.

     

    Lidt for brovtende

    Indimellem opstår der scener af stor mentalt balanceret dybde, hvor detaljerne og det bagvedliggende drama pulserer forbilledligt. Ellers er "Mississippi Grind" i sekvenser lidt for brovtende og selvpromoverende, ofte underbygget af tilsvarende alt for meget underlægningsmusik. Filmen fik ikke egentlig biografpremiere ret mange steder i verden, men levede et liv på festivaler.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2015, USA, Drama, Komedie, Biler på film, 108 min.

    Dansk titel: Mississippi Grind
    Instr: Anna Boden, Ryan Fleck Prod: Lynette Howell Taylor, Ben Nearn, Jamie Patricof, Tom Rice Manus: Anna Boden, Ryan Fleck Foto: Andrij Parekh Klip: Brooks Larsen Mus: Scott Bomar