Brand-Børge rykker ud (1976)

Ib Mossins instruktørkarriere var i høj grad præget af lavmålstyngede farcer, og de fleste af hans film som singleinstruktør blev blandt andet finansieret gennem product placements og sponsorater. "Brand-Børge rykker ud" er ingen undtagelse: Her præsenteres allerede i forteksterne flere sponsorer, inklusive de kager, der er vigtige for filmens "handling". Det er nemlig i en bagerkage, at der er gemt en diamant, som ihærdige bagmænd nu vil have fingre i, men det er svært, når oliebilschaufførerne Alf (Poul Bundgaard) og Frits (Ulf Pilgaard) bagvendtsnakkende (!) spiller dem flere pus.

Med Korch-filmen Fætrene på Torndal (1973) i skarp erindring, ventes blot igen på den OK-sponsorerede tankbil, og den indfinder sig da også fra allerførste scene! Det er i denne vogn, Bund- og Pilgaard fjoller rundt... og uvidende kommer i besiddelse af en diamantkage. Mange af de actionprægede scener er i øvrigt filmet fra luften, idet en lille, vaks helikopter indgår i plottet.

Sonja Oppenhagens stoltserende pilot er en kvinde med pep (og lyder da også navnet Pep) – i ledtog med diamantbagmændene. Hun giver sin lille maskine gas og flyver om hjørner med politiet, men de to kække oliemænd skal vise sig langt mere (olie)glatte.
 

Ib Mossins iscenesættelse er så godt som ikke-eksisterende, og de utålelige farceløjer skriger til himlen i deres fladpandede krukkeri. Ganske vist er Bund- og Pilgaards chauffører en tand mere tålelige end Karl Stegger og Arthur Jensens i Torndal-filmen, men replikkerne er ved gud mere end skrækkelige.

Kai Løvring er kørt i (aparte og pinlig) stilling som den bundforhutlede krofatter, der taler i falset og vildelse. Axel Strøbye er tyndskidsplat i filmens titelrolle, og der er heller ingen form for formildende omstændigheder på birollesiden. Ole Høyers underlægningsmusik er ligeså kæk, som den klinger hult i dette bundløse filmmakværk.