True Crime (1999)

    En skruppelløs journalist overtager en prekær sag om en sort mand, der er dømt til døden.


    VELLYKKET EASTWOOD-KRIMI

    Trofaste Clint Eastwood-fans glæder sig over, at han her besiddser endnu en hovedrolle, og igen en rolletype, man ikke tidligere har set ham i - noget, han i halvfemserne nærmest specialiserede sig i.
     

    Stilfuld krimi

    "True Crime" er en stilfuld krimi, langt fra en actionfilm og stort set fri for krudt og kugler. Clint Eastwood er hverken cowboy eller politibetjent, han er den aldrende journalist Steve Everett.

    Politisk ukorrekt
    Og en fuldstændig politisk ukorrekt type uden moralske skrupler. En eksalkoholiker, der storryger og stadigvæk i sin høje alder bedårer langt yngre kvinder - på trods af, at han er gift og har et barn.
     

    Berygtet journalist

    Som journalist er Steve Everett berygtet på godt og ondt. I tidens løb har han skrevet nogle banebrydende og afslørende artikler, men han har også kvajet sig. Og det er ikke nogen hemmelighed, at han har været alkoholiker i en årrække.
     

    En prekær affære

    Et mislykket forsøg på at forføre en ung kvindelig journalist, der kunne have været hans barnebarn, sættes i et ubehageligt lys, da kvinden kort efter dør i et trafikuheld.

    Uksyldigt dømt?
    Kvinden arbejdede på en reportage om den unge sorte Frank Beachum, der sidder på i fængsel på dødsgangen for mord, og hun var på sporet af, at Frank sandsynligvis er uskyldigt dømt.
     

    Noget er helt galt

    Steve Everett overtager sagen, og han fornemmer straks, at der er noget helt galt. Imens sidder Frank Beachum på dødsgangen og spiser sit sidste måltid og tager afsked med sin familie.

    Med stor energi
    Når Steve Everett har noget på fornemmelsen, læner han sig ikke bare tilbage - han går til sagen med stor energi. Dette er naturligvis kilde til stor irritation hos hans kolleger og chefer. Den sorte mand er jo dømt. Hvorfor kan gamle Everett ikke bare acceptere det?
     

    En kamp mod tiden

    Med mindre en seks timer til henrettelsen bliver det således en kamp mod tiden for Everett at finde frem til sandheden og i bedste fald nå at frelse den dødsdømte.

    Slående selvironi
    Det lyder jo egentlig temmelig lineært, og det er det i bund og grund også. Men Clint Eastwood vælger på fornem vis ikke at spille med musklerne og tilfører i stedet filmen og sin hovedrolle en virkelig slående selvironi.
     

    En taber

    Steve Everett er en taber. Han ryger og er ofte faretruende nær ved at havne tilbage i et alkoholmisbrug. Hans kones kærlighed hænger i en meget tynd tråd, da han ikke kan holde sig fra de unge damer.

    Quick-zoo-oplevelse
    Han kan ikke overholde en zoo-aftale med sin datter, for han er i virkeligheden meget mere interesseret i sit helt private liv og i sit arbejde. Dette skildres i en af filmens morsomste scener. Da han har temmelig travlt, vælger han at drøne gennem zoologisk have med datteren i en klapvogn. Denne "Quick Zoo"-udgave sparer ham for en masse kostbar tid.

    Med rusten stemme
    Clint Eastwood spiller med sin rustne stemme og sit ældede ydre ganske overbevisende naturligt. Der er masser af glimt i øjet hos den 69-årige skuespiller. Instruktionen er sikker og rutineret. Det mærker man undervejs, ved at scenerne bare fungerer upåklageligt. Skuespillet er fremragende - et tegn på dygtig personinstruktion.
     

    Dialogen lyner

    Isaiah Washington er overbevisende som den dødsdømte, Frank Beachum. Der er dybde i hans spil. James Woods har en forrygende birolle som Everetts chef. Bemærk hvorledes dialogen lyner mellem de to. Der er art over feltet. Og det de siger er rigtig morsomt.
     

    En utaknemmelig rolle

    Dennis Leary har fået den utaknemmelige rolle som Everetts kollega Bob. Han har slet intet til overs for Everetts livsførelse og arbejdsmæssige metoder. Og for at det ikke skal være løgn, springer Everett på hans kone midt i arbejdstiden.

    Spændingen stiger
    "True Crime" begynder at blive rigtig spændende, da Everett overtager Frank Beachum-sagen, og nerverne får ikke ro før end credits, hvor alle (som altid) bør blive siddende. Her kan man nemlig høre en jazzet melodi, som Clint Eastwood selv har skrevet.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020